Det var en af de helt store sager i sommerens transfervindue. Ville Phillippe Coutinho skifte til Barcelona, eller ville han blive i Liverpool? Som bekendt skete det sidste, og nu er nogle dokumenter blevet lækket i sagen.

Det er det tyske medie Der Spiegel der i samarbejde med Football Leaks har fået fat i - og offentliggjort - dele af en samtale mellem de to klubber.

Barcelona bød angiveligt på Phillippe Coutinho hele tre gange i løbet af sommeren. Dog uden held.

I samtalerne der er foregået på e-mail, og som nu er blevet offentliggjort, fremgår det, at det første bud fra FC Barcelona lød på 72 millioner pund, svarende til 605 millioner danske kroner.

Et bud, der blev afvist 20. juli med en dertilhørende klar besked til Barcelona.

»Desværre sælger vi ikke Phillippe, uanset hvad der bliver budt af pris, og som De ved har han også fornyligt forlænget sin kontrakt med os,« lød det fra Liverpools sportschef, Michael Edwards, om den 25-årige brasilianer.

Det stoppede dog ikke den spanske storklub, der i starten af august prøvede endnu engang i håb om at kunne lokke Phillippe Coutinho til Camp Nou.

Denne gang lagde de ifølge Der Spiegel 90 millioner pund på bordet - 756 millioner kroner -, og det fik Michael Edwards, til at sende en kontant melding tilbage.

»Jeg vil venligst gerne bede om, at De stopper med at plage Coutinho både offentligt og privat. Intet beløb får os til at skifte mening,« lød det angiveligt i en e-mail.

I dokumenterne som Der Spiegel er kommet i besiddelse af fremgår det desuden, at Liverpool ikke har krævet 183 millioner pund - omkring 1,5 milliarder - for Coutinho, som rygterne ellers gik på.

Havde Phillippe Coutinho valgt at sætte sin underskrift på en kontrakt med Barcelona, ville han have tjent 101 millioner pund - 849 millioner danske kroner - på fem år i den spanske storklub.

Det ville angiveligt være omkring en fordobling af den løn, han lige nu får i Liverpool.