FC Helsingørs direktør, Janus Kyhl, var en trykket mand, da han måtte se sit hold som taberne af kampen om direkte nedrykning fra Superligaen.

Det sværeste for ham var at møde den gruppe Helsingør-fans, der havde taget den lange tur på 2. pinsedag til det midtjyske.

”Det var helt urimeligt og forfærdeligt. De har været med hele vejen og har båret os igennem tykt og tyndt. Man blev sgu også rørt, da de stod og sang, at de også var der i første division. I dag græder vi og har ondt, og i morgen rejser vi os og arbejder videre. Jeg ved sgu ikke, hvor meget jeg får sovet i nat,” fortalte Janus Kyhl.

Selvom FC Helsingør har været bookmakernes favorit til at rykke ned lige fra det øjeblik, de rykkede op, så har man i de seneste uger ikke endegyldigt drøftet, hvad der skulle ske i tilfælde af en nedrykning.

I hvert fald skal Janus Kyhl mødes med bestyrelsen i Helsingør i morgen, mandag, for at drøfte, hvad udsigterne er for den kommende sæson. Og drømmen er at holde sammen på den nuværende trup, selvom det formentligt bliver svært.

”Der kan komme bud, der gør, at spillere skal afsted. Men det er det, jeg skal snakke med bestyrelsen om i morgen.”

Hvem er det, der kan blive svære at holde på?

”Jeg kan nævne mange. Der er en mand, der scorer i dag, og som ingen Superliga-forsvarer kan styre (Douglas Ferreira, red.). Ham kan der komme store bud på. Jeg kan nævne Patrick Olsen, jeg kan nævne Matheus Leiria, som har haft et vanvittigt godt forår. TK (Christian Køhler, red.) og Mikkel Bruhn, der har nogle vanvittige redninger i dag,” nævt Janus Kyhl.

Allerede nu kan FCH-direktøren dog glæde sig over oplevelsen som Superliga-hold. Med sig tager han en masse gode oplevelser og udvikling af klubben på flere parametre – og så medtager han også drømmen om et hurtigt comeback.

”Vi har lært, hvor ubarmhjertig Superligaen er, men også hvordan man kan komme til at forelske sig dybt i den. Først og fremmest skal jeg ind og løfte drengene, men så tager vi lærdommen med. Når alt det her lægger sig, så vil jeg også kunne kigge tilbage os sige ’hold da op, hvor har vi også løftet os som klub’. Vi har et nyt stadion klar til foråret, og det ville vi gerne have spillet Superliga på. Så må vi så tage de første kampe i første division og så se, om vi ikke hurtigst muligt kan spille Superliga på det,” fortalte Janus Kyhl.