Helsingør-træner Christian Lønstrup savnede parathed hos sit hold efter fredagens 1-4-blamage mod Silkeborg.

Silkeborg. Silkeborg tilføjede FC Helsingør sæsonens største nederlag, da helsingoranerne tabte fredagens opgør i Alka Superligaen på Jysk Park i Silkeborg med hele 1-4.

Gæsterne var nede 0-2 efter blot et kvarter, og det var ikke kun godt Silkeborg-spil, der var skyld i den dårlige start for gæsterne, mente træner Christian Lønstrup efterfølgende.

- Jeg var skuffet over første halvleg. Jeg havde håbet, at de havde været lidt mere nervøse i starten, men den nervøsitet røg jo ret hurtigt, i og med at de kom foran på to tilfældige mål, siger Christian Lønstrup.

- Men vi skal være mere parate, når vi går ind på banen. Her gik der kun et kvarter, så var vi bagud 0-2, og så blev det for svært for os. Vi var sårbare på standarder, men det må jeg kigge på, for det er mit ansvar, erkender træneren.

Silkeborg skabte klart flest chancer også i anden halvleg, hvor gæsterne dog var bedre til at lukke af defensivt.

- Det blev en kamp, hvor vi skulle jagte hele tiden, for Silkeborg var gode til at få os ud at løbe, og vi kom til at hænge efter. De var mere klar fra starten, og var effektive. Men sådan er det på det her niveau, siger Helsingørs Mads Aaquist.

Han fandt dog trøst i, at gæsterne fik pyntet på måltavlen til 1-4 mod kampens slutning.

- Det var dejligt at se, at vi ikke faldt helt sammen, selv om 1-4 godt kunne tyde på, at vi havde gjort det. Det kan vi bruge fremadrettet. Men måske skulle vi have gået mere til den i duellerne, tilføjede han.

Efter fredagens øretæve har FC Helsingør seks point efter sæsonens første fem kampe i Alka Superligaen.

/ritzau/