Han havde alle tiders mulighed – faktisk 11 af slagsen – for at blive den store helt. I stedet endte han som syndebukken, som hele verden grinede af.

Chelsea-målmanden Kepa Arrizabalaga får efter sin uheldige rolle i Chelseas Carabao Cup-finalenederlag nu støtte fra sin modelkæreste, som har skrevet nogle rørende og opmuntrende ord til sin elskede.

Og det må man sige, at den spanske målmand nok har brug for, efter at han blev skiftet ind i målet for at hjælpe Chelsea i straffesparkskonkurrencen i finalen mod Liverpool på Wembley.

Men her reddede den ellers så stærke keeper ikke et eneste af Liverpools 11 spark. I stedet endte han ganske ydmygende kampen med at sparke sit forsøg fra 11-meterpletten langt over mål, så Chelsea måtte strække våben og se Liverpool hæve trofæet.

Kepa Arrizabalaga var efterfølgende knust, og det har været omdiskuteret, at Chelsea-manager Thomas Tuchel valgte at skifte Kepa ind for Edouard Mendy, som ellers havde stået en brandkamp, ligesom 27-årige Kepa blev hånet på de sociale medier af både egne og modstanderfans.

»Jeg er synes, det er en meget unfair situation. Rigtige fans skal vise deres kærlighed, ikke kun når de vinder,« skriver Kepas kæreste, Andrea Martinez, på Instagram.

»Kepa, vi er så stolte af dig som målmand og endnu mere som person. Du er den mest ydmyge, søde, venlige, intelligente, hårdtarbejdende, talentfulde og smukke sjæl, jeg er stødt på. Jeg elsker dig,« lyder det fra den tidligere spanske Miss Universe-vinder.

Andrea Martinez var til stede på Wembley og overværede finalen, hvor hun bar en trøje med sin kærestes navn bag på.