Problemerne omkring det kongelige bryllup i Storbritannien og FA Cup-finalen samme dag er løst. Prins William kan nå begge dele.

Baggrunden er følgende:

Prins Williams lillebror, prins Harry, skal giftes med sit livs udkårne, Meghan Markle. Og bryllupsdatoen er fastsat til 19. maj i år.

Samme dag er der planlagt finale i verdens ældste pokalturnering, FA Cup'en.

Dato-sammenfaldet satte prins William i noget af en kattepine, for han skal være forlover for sin bror. Men han har også titel af præsident for det engelske fodboldforbund (FA), og i den rolle har det i de sidste mange år været ham, der har uddelt pokalen til anføreren for det vindende hold i FA Cup-finalen.

Men der er fundet en løsning.

Kensington Palace har på Twitter meddelt, at brylluppet begynder klokken 12.00 (lokal tid)) i St. George's Chapel i kongefamiliens hjem, Windsor Castle, som ligger i det centrale London

FA Cup-finalen begynder først kl. 17.30, og dermed er der tid til, at prins William kan nå både at overholde sine forpligtelser over for sin bror og til at komme ud til kampen. Der er små 50 kilometer fra St. George's Chapel til Wembley, og det burde en royal kortege kunne nå på omkring en time - lidt afhængig af trafikken.

Efter kampen vil prins William vende tilbage for at  deltage i bryllupsfesten.