Hensigterne var gode, men udfaldet er blevet skidt. Så skidt, at Lionel Messi beskyldes for at have ydmyget egypterne på en måde, som aldrig er set magen. 

For spanske Sport skriver, at Lionel Messi er kommet i en voldsomt egyptisk modvind, efter at den argentinske verdensstjerne donerede et par af sine fodboldstøvler til velgørenhed i Egypten.

Donationen skete efter, at Lionel Messi deltog et egyptisk tv-program på kanalen MBC med titlen 'Yes, I am famous.' (’Ja, jeg er berømt’)

Men hvorfor kan det være et problem? Vil nogen måske spørge.

Det er et problem, fordi fodtøj i den arabiske del af verdenen ses som værende beskidte objekter. Derfor er det ikke nogen pæn gestus at donere sit fodtøj, og det har fået et medlem af det egyptiske parlament ved navn Said Hasasin til at gå verbalt til angreb på verdensstjernen.

»Egypterne er aldrig før blevet så ydmyget i løbet af vores 7.000 år som civilisation. Jeg vil slå dig med min sko, Messi. Jeg donerer den til Argentina,« sagde Said Hasasin ifølge internetmediet.

Messi fejre sit mål mod Bolivia i kvalifikationskampen til VM. Kampen blev spillet natten til onsdag d. 30. marts.
Messi fejre sit mål mod Bolivia i kvalifikationskampen til VM. Kampen blev spillet natten til onsdag d. 30. marts. Foto: ENRIQUE MARCARIAN
Vis mere

Men det er ikke kun i parlamentet, at den velmenende gestus er blevet taget ilde op. Marca skriver, at en talsmand for det egyptiske fodboldforbund ved navn Azmy Megahed har udtalt, at egypterne ikke har brug for argentinerens arbejdssko, og at de ikke har brug for velgørenhed. Herefter påpeger han, at der er nok af fattigdom at gøre op med i Lionel Messis hjemland, Argentina.

Men Lionel Messi har også fået støtte i kølvandet på støvle-donationen. Den tidligere egyptiske fodboldstjerne Mido, skrev følgende tweet, for at gyde olie på vandene. Heri stod:

»En forfatters kæreste eje er hans pen, en fodboldspillers kæreste eje er hans støvler. Jeg håber på, at vi alle kan stoppe med at gøre et for stort nummer ud af det her«.

Journalisten bag showet ved navn Mona El-Sharkawy har også været ude at forsvare argentinerens hensigter ved at sige, at Lionel Messi donerede sine sko til showet som en rutinemæssig gestus, og at showet har for vane at sælge gæsternes donationer på auktion og give det til velgørenhed.