HB Køge rejser sig efter snitter mod Barcelona
Emelia Oskarsdottir kom ind fra bænken og skaffede HB Køge en sejr på 2-1 over Fortuna Hjørring.

Emelia Oskarsdottir kom ind fra bænken og skaffede HB Køge en sejr på 2-1 over Fortuna Hjørring.

To et halvt døgn efter 0-8-nederlaget på hjemmebane til FC Barcelona i Champions League genfandt HB Køge evnen til at vinde.
Hjemme i A-Ligaen gik det ud over Fortuna Hjørring, som søndag blev besejret 2-1.
Med de tre point rykker HB Køge længere væk fra konkurrenterne i toppen. De forsvarende mestre er nu syv point foran FC Nordsjælland, som lørdag tabte til FC København.
Derfra er der yderligere tre point ned til ASA Aarhus på tredjepladsen.
HB Køge kom givetvis ind til kampen med ømme stænger efter den svære kamp mod Barcelona torsdag aften.
Alligevel bragte Mille Gejl værterne på 1-0 efter 17 minutter, da landsholdsspilleren resolut hamrede en nedfaldsbold i nettet.
Kræfterne begyndte så småt at forsvinde i anden halvleg, hvor koncentrationen i flere tilfælde svigtede for HB Køge.
Det udnyttede Fortuna Hjørrings Kaitlyn Prior Parcell til at udligne til 1-1 efter noget tvivlsomt forsvarsspil.
Men friske kræfter ændrede kampen for hjemmeholdet. Indskiftede Emelia Oskarsdottir slap med knap 20 minutter igen fri og lavede stensikkert sejrsmålet til 2-1.
Angriberinstinktet ligger til den islandske familie. Oskarsdottir er lillesøster til den tidligere FC København-profil Orri Oskarsson, som i dag spiller for spanske Real Sociedad.
RITZAU