HB Køges fodboldkvinder får som ventet hård modstand i Champions Leagues ligaspil.

Ved fredagens lodtrækning blev de sjællandske fodboldsvaner stillet et opgør mod turneringens forsvarende mesterhold, FC Barcelona, i udsigt.

Det er under fire måneder siden, Barcelona tævede PSG i Champions League-finalen med 4-0.

Foruden den spanske storklub skal HB Køge op mod Arsenal, Benfica, Paris FC, Servette og OH Leuven.

Nadia Nadim og holdkammeraterne møder hver modstander én gang - enten ude eller hjemme.

De tre hjemmekampe bliver mod FC Barcelona, Benfica og Servette, mens Arsenal, Paris FC og OH Leuven venter på udebane.

I hvilken rækkefølge bliver offentliggjort lørdag.

For Pernille Harder og Stine Ballisager i Bayern München bød lodtrækningen på flere spændende møder.

Landsholdsprofilerne skal blandt andet op mod FC Barcelona i et revanchemøde fra sidste sæsons semifinale. Den vandt spanierne 5-3 samlet.

Derudover skal Bayern også møde Real Madrid, Paris Saint-Germain og Manchester City. Sidstnævnte har den tidligere danske landstræner Andrée Jeglertz som cheftræner.

Selv om det bliver udfordrende for den danske doublevinder at skrabe mange point sammen, kan HB Køge glæde sig over, at deltagelsen alene sikrer klubben 3,8 millioner kroner, og det beløb kan vokse ved sportslig succes.

Ligafasens seks spillerunder indledes 22. og 23. september, mens sjette spillerunde afvikles 16. december.

Turneringens 18 hold udgør en stor tabel. De 12 bedste avancerer til knockoutfasen.

HB Køge spillede onsdag 1-1 på hjemmebane mod hollandske PSV og blev med en samlet 2-1-sejr det første danske mandskab i fem år til at kvalificere sig til Champions Leagues hovedturnering.

Dengang var HB Køge med for første gang og tabte alle sine seks kampe i det daværende gruppespil. Den samlede målscore lød på 2-22 efter møder med Barcelona, Arsenal og Hoffenheim ude og hjemme.

Mod FC Barcelona, der senere tabte finalen til Lyon, blev det 0-2 hjemme og 0-5 ude.

RITZAU