HB Køge henter en tidligere Premier League-forsvarer til den danske 1. division.

Der er tale om den tidligere Liverpool-back Jon Flanagan, som nu skal tørne ud i NordicBet Ligaen.

Det bekræftes på klubbens hjemmeside.

Jon Flanagan har foruden sine 40 kampe for Liverpool været spiller under Steven Gerrard i skotske Rangers i en toårig periode, og nu skal han spille i Køge under trænerne Daniel Agger og Lars Jacobsen.

Foto: Phil Noble
Vis mere

»Vi har længe haft Jon Flanagan på vores liste over prioriterede emner til spillertruppen og er glade for, at vi er blevet enige om en aftale. Jon er en hurtig, fysisk stærk og hårdtarbejdende back, der kommer med masser af erfaring fra blandt andet Liverpool og Rangers. Han kommer med noget fart, masser af fysik og en beslutsomhed i sit spil, som vi glæder os til at få gavn af,« lyder det fra HB Køge-direktør Per Rud, der fortsætter:

»Vi er naturligvis opmærksomme på, at Jon Flanagan ikke har spillet så meget det seneste år, men han er i god form, og Daniel Agger har blandt andet indhentet rigtig fine referencer på ham fra Steven Gerrard i Rangers. Daniel kender også selv Jon Flanagan og hans kvaliteter fra deres fælles fortid i Liverpool, og vi tror på, at Jon Flanagan kan gå hen og blive en profil her i klubben.«

Fra Rangers røg Flanagan til belgiske Sporting Charleroi som sin seneste klub i karrieren, før han nu skal tørne ud for HB Køge.

Jon Flanagan har fået en kontrakt, der løber de kommende to år. Han overtager trøjen med nummer 2 på ryggen.

Flanagan er noteret for en A-landsholdskamp for England.