Den engelske frontløber Harry Kane har kurs mod sin karrieres måske vildeste sæson.
Med et flot mål i Bayern Münchens 3-0-sejr hos Eintracht Frankfurt lørdag aften har den 32-årige englænder således scoret 18 mål i 10 kampe i alle turneringer i denne sæson.
I Bundesligaen hedder Kanes total 11 mål i seks kampe, og det er ifølge statistikfirmaet OptaFranz første gang i Bundesligaens historie, at en spiller starter en sæson på den måde.
Som én af meget få Bayern München-spillere nåede Kane også at røre bolden, inden holdet for første gang lynede i Frankfurt.
Englænderen forlængede målmand Manuel Neuers lange fremlægning, og kort efter lå bolden i nettet, da sommerindkøbet Luis Diaz gled Serge Gnabrys hårde tværpasning i nettet.
På det tidspunkt var der spillet 14 sekunder.
Frankfurt-spillerne troede efter 14 minutter, at de havde udlignet, men træfferen blev efter en konsultation med VAR-skærmen annulleret for en hånd på bolden i opspillet.
I stedet blev det 2-0 efter 27 minutter, da Diaz lagde bolden til rette for Kane, som lidt uden for feltet smækkede et fladt projektil i målrusen.
Scoringen var den tidligere Tottenham-stjernens nummer 103 i 106 kampe for Bayern.
Kane havde også første store tilbud i anden halvleg, men stolpen tog fra for værterne, der måtte undvære skadede Rasmus Nissen Kristensen og først gjorde brug af Oscar Højlund fra 77. minut og frem.
U21-landsholdsspilleren fik en uheldig hovedrolle i slutfasen, hvor han smed bolden væk højt i banen og udløste en omstilling, som Luis Diaz med et tørt hug omsatte til slutresultatet.
Det var colombianerens sjette scoring i ti kampe for Bayern siden ankomsten fra Liverpool.
Frankfurt, der bygger op efter farvel til Omar Marmoush i vinter og Hugo Ekitike i sommer, ligger aktuelt nummer seks i tabellen med ni point.
Bayern har gjort rent bord og topper med maksimum 18 point efter seks runder - fire point mere end Dortmund.
/ritzau/