Det sidste ord i sagen om Nicklas Bendtners voldssag er ikke sagt, eftersom det er besluttet, at byrettens dom på 50 dages fængsel ankes til landsretten.

Men fodboldlandsholdets træner, Åge Hareide, lægger ikke skjul på, at han har fulgt sagen med interesse.

B.T. fangede ham på en telefonforbindelse fredag eftermiddag, inden Nicklas Bendtners forsvarsadvokat meddelte, at byrettens dom ville blive anket til landsretten.

»Det er selvfølgelig trist for Nicklas, at han er blevet dømt,« sagde Åge Hareide.

Tidligere er Åge Hareide blevet citeret for at sige, at 'det vil være utænkeligt, at have en mand dømt for vold på landsholdet, hvis det skulle komme så vidt'«.

Knap så definitiv er Åge Hareide i sin snak med B.T.

»Når man har begået noget voldeligt, må man stå til ansvar for det. Så bliver man dømt. Derefter kommer man tilbage til samfundet på vanlig måde igen. Og det er sådan, det må være,« men han svarer benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt han tænker, at Nicklas Bendtner er færdig på landsholdet?

»Nej, nej. Langtfra. Hvis han er god nok til at spille på landsholdet, så kan han komme tilbage. Hvis man har modtaget en dom, og denne er afsonet, skal man ikke forfølge folk. Det er ikke sådan, det fungerer i samfundet,« siger Åge Hareide.

DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, bakker Åge Hareide op.

»Dem, der har fået en straf og har udstået den, skal ikke straffes for altid,« siger Peter Møller og tilføjer:

»Fremadrettet må det være op til Hareide at vurdere, om Bendtner skal med på landsholdet. Jeg kan forstå, at hans norske klub (Rosenborg, red.) bakker ham op, og at de ikke vil sanktionere mod ham. Vores holdning er anderledes, og vi vil gerne statuere et eksempel. Som landsholdsspiller er man et forbillede. Så mens han afsoner sin straf, og sagen endnu ikke er afgjort, kan man selvfølgelig ikke spille på landsholdet.«