Autografjægerne gik skuffede hjem fra den danske VM-lejr i Helsingør tirsdag. Landsholdet ubestridt største stjerne, Christian Eriksen, var ikke at finde i landsholdslejren, der nu er barberet ned til det endelige antal - 23 spillere.

Christian Eriksens kæreste, Sabrina Kvist, er højgravid og har forlængst passeret sin termin, og landstræner Åge Hareide vil ikke have Tottenham-stjernen i Helsingør, før Eriksen kan skrive 'farmand' på cv'et.

»Det er vigtigt, at han får ro og fred, og derfor har jeg også sagt, at han skal blive hjemme og ikke skal ligge og køre frem og tilbage fra Odense til Helsingør. Nu må vi vente, til det er overstået. Han må være der (i Odense, red.), til tingene er på plads. For transporten er en stressfaktor i sig selv, og jeg vil ikke have, at han ligger og kører på motorvejen,« sagde landstræneren, der dog vurderer, at fødslen er så tilpas tæt på, at Eriksen måske er tilbage i Helsingør allerede onsdag.

»Han kommer forhåbentlig i morgen. Jeg tror, at de vurderer at sætte den (fødslen, red.) i gang. Men jeg ved det ikke - jeg er ikke jordemoder. Jeg ved bare, at Christian ønskede at være hjemme i dag. Så det må vi bare respektere.«

Det er parrets første barn, Sabrina Kvist og Christian Eriksen venter, og det kan for nogle virke som lidt af mundfuld at skulle jonglere både med en nyfødt og et verdensmesterskab, hvor de danske muligheder for succes i den grad afhænger af den 26-årige fynbo, der - helt forståeligt - har insisteret på at være til stede under fødslen.

Hvordan er Christians mentale tilstand i denne hektiske tid?

»Den er i kontrol. Det er faktisk meget, meget svært at få ham ud af balance både på og uden for banen. Så det er fint nok,« forsikrede landstræneren.

»Men man skal også have respekt for Christian og for, at dette er meget, meget privat for ham.«

26-årige Christian Eriksen var heller ikke med, da landsholdet lørdag aften spillede 0-0 mod Sverige i Stockholm i den næstsidste VM-test. Og her var det også en vurdering af, at der var for langt hjem til Odense i tilfælde af, at kæresten gik i fødsel. Inden kampen oplyste Hareide, at Eriksens kæreste havde termin i torsdags.

Landsholdskollegerne har taget kollegaens graviditetsfravær med stor ro og humor. I forbindelse med Sverige-kampen udtalte midtbaneslideren Thomas Delaney eksempelvis:

»Jeg har talt med Christian, og jeg tror, at han er hjemme og slå på maven nu, så det går hurtigt,« sagde den ombejlede Werder Bremen-spiller efterfulgt af et stor grin.

Tottenham-stjernen, der på rygteplan er sat i forbindelse med både Real Madrid og FC Barcelona, scorede 11 mål i kvalifikationskampagnen og blev dermed suveræn dansk topscorer.

VM går i gang 14. juni, mens Danmark spiller første kamp 16. juni. Det danske landshold rejser til VM-basen i Anapa mandag den 11. juni. På søndag møder landsholdet - med eller uden Eriksen - Mexico på Brøndby Stadion til den allersidste finpudsning, inden Peru venter i det første VM-brag i Saransk.