»Det var et wakeup-call.«

Åge Hareide var utilfreds. Han havde lige set sit danske landshold spille den måske dårligste landskamp i Hareide-æraen, og med nød og næppe lykkedes det at få 2-2 mod Kosovo - nummer 130 på verdensranglisten.

Derfor sendte han besked ud i lokalet til pressen, men med retning mod de spillere, der havde haltet efter kosovoerne i 90 minutter.

»Du kan ikke gå ud på en bane i Europa og tro, at du kan gennemføre en kamp uden at give 100 procent fra alle,« siger Åge Hareide.

Danmarks Nicolai Jørgensen (9) under venskabskampen mellem Kosovo og Danmark på Vokrri Stadium i Pristina i Kosovo, torsdag den 21. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Danmarks Nicolai Jørgensen (9) under venskabskampen mellem Kosovo og Danmark på Vokrri Stadium i Pristina i Kosovo, torsdag den 21. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Alle skal give 100 procent, men kredit til spillerne, der kæmpede sig tilbage og ikke ville tabe. Det viser god moral.«

Åge Hareide havde sendt Christian Eriksen, Simon Kjær og Yussuf Poulsen på bænken for bare at nævne nogle få, og den beslutning var med Schweiz i kikkerten. Der skal være fuldt batteri på de bedste danskere inden den sværeste kamp i EM-kvalifikaitonen på tirsdag i Basel.

Derfor mente den danske landstræner heller ikke, at Danmarks præstation mod Kosovo var et billede på det generelle niveau.

»Det her var ikke vores niveau. Vi sparede halvdelen af holdet, fordi vi ville se andre spillere. På vores normale hold har vi Eriksen, Kjær, Schöne, Poulsen.«

»Det er altid svært, når man skifter spillere og lader andre spille. Nogle gange bliver det godt. Andre gange er det rigtig skidt. Det gik begge veje i dag. Vi scorede to mål, og vi tabte ikke,« siger Åge Hareide.

De lokale medier havde inden kampen bidt mærke i, at Åge Hareide havde fortalt, at han hellere ville have trænet end at spille kamp. Det var ikke alle, der tog den bemærkning lige køligt. Men Hareide holdt fast i sit standpunkt efter 2-2-kampen.

»Det var god træning for os. Jeg synes, Kosovo spillede godt. De har mange gode offensive spillere. Det vidste vi, og det har vi set. De gjorde det godt. Da de scorede, løftede stadion sig. Man kan ikke undervurdere nogen.«

»Det var godt, at vi satte os selv under pres og fik to mål imod. Det er næsten lige så mange, som vi lod gå ind sidste år. Der var det tre mål i alt. Det var en god træningskamp for os,« sagde Hareide.