Åge Hareides tid som landstræner slutter brat og uretfærdigt, selv om det er et fyord i sport.

Coronas hærgen gør, at nordmanden med ét ikke får flere landskampe efter fire år på posten, og det er dermed blevet tid til at sige farvel til de mange mennesker omkring landsholdet. Det gælder også fansene, der har sendt mange positive ord til Hareide gennem DBU, og nogle af dem blev læst op for træneren, der er glad for de mange hilsener.

»Det betyder meget, fordi det er en anerkendelse. At være træner kan være svært nogle gange. Der er altid nogle, som kan lide dig, og så er der nogle, som ikke kan lide dig og vil have dig skiftet ud,« siger Åge Hareide til DBUs kanal på Twitter og tilføjer:

»Det er fint for mig, men det er også vigtigt for hele holdet og staben at vide, at de har gjort et stykke arbejde, der bliver sat pris på. Og vi sætter meget stor pris på de tilhængere, som kommer og følger os til kampene. Og støtter os hele vejen.«

Åge Hareide er nu hjemme i Molde, og denne slags beskeder gør noget godt for humøret.

»I disse corona-tider trænger vi alle sammen til lidt opmuntring, så jeg sætter stor pris på det,« forklarer han.

Åge Hareide, der afløses af Kasper Hjulmand, har egentlig kontrakt med DBU frem til sommer, men da alle landskampe er aflyst, er han nu fritaget for flere opgaver.

Nordmanden kan godt finde på at stoppe trænergerningen.