Midterforsvareren Andreas Christensen kan måske få en endnu større fodboldkarriere, hvis han bliver rykket frem på midtbanen.

Det vurderer landstræner Åge Hareide, der i tirsdagens 0-0-kamp mod Frankrig ved VM afprøvede den 22-årige Chelsea-forsvarer på den defensive midtbane.

»Han er egentligt konstrueret mere som en midtbanespiller end som en midterforsvarer. Han bevæger sig godt med bolden, har overblik og er stærk mentalt,« siger Åge Hareide.

Allerede i foråret ville landstræneren prøve Andreas Christensen af på landsholdets defensive midtbane i testkampene mod Panama og Chile, men forsøget blev ikke til noget på grund af en skade.

»Han har et voldsomt talent, og det har Chelsea forstået. Men de bruger ham som midterforsvarer. Jeg håber, at han kan komme op på midtbanen på en eller anden måde. Han har et større udviklingspotentiale der, end når han står nede bagved i forsvaret,« siger landstræneren.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Netop fordi det gik så godt med Andreas Christensen på den defensive midtbane mod Frankrig, så har Åge Hareide fået endnu et taktisk værktøj, han kan tage i brug under VM.

»Vi har aldrig stået så lavt i banen og så kompakt så længe i en kamp. Det var vigtigt at øve os på det, for det kan vi få brug for i senere kampe. Vi kan gå tilbage og stille os, hvis vi kommer foran,« siger Hareide.

Efter 0-0-kampen mod Frankrig vurderede Andreas Christensen selv, at han er bedst som forsvarer.

I de to første VM-kampe mod Peru og Australien udgjorde han det danske midterforsvar sammen med Simon Kjær.

»Jeg synes, at jeg og Simon Kjær har spillet rigtig godt i de to første kampe. Jeg spillede ikke ligeså godt mod Frankrig, men jeg gjorde det, som jeg blev bedt om, og så kan jeg ikke rigtig gøre mere,« sagde han efter kampen.

Danmark møder søndag Kroatien i ottendedelsfinalen, der spilles i Nisjnij Novgorod.

/ritzau/