William Kvist på det danske landshold.

Det er en sætning, som rigtig mange fans, eksperter og andet godtfolk har en holdning til. Og gerne en negativ en af slagsen.

Alligevel kom det ikke bag på nogen, da den erfarne 33-årige FCK-anfører blev udtaget til den 35-mands VM-bruttotrup, som landstræner Åge Hareide mandag satte navnene på.

Mere overraskende er det måske for nogen, at han stadig er udset til at spille en vigtig og central rolle, når Danmark skal forsøge at spille sig videre fra gruppespillet ved VM i Rusland. Og det på trods af, at det har været sparsomt med spilletid i FCK-trøjen i foråret, hvor han i stedet er blevet henvist til en plads på Ståle Solbakkens bænk. Øverst i artiklen kan du se William Kvist udtale sig om at sidde på FCK-bænken

Det er dog ikke noget, der bekymrer Åge Hareide synderligt.

Danmarks landstræner forklarer på pressemødet hos DBU, at rutine i høj grad har spillet ind i forbindelse med udtagelsen af sin bruttotrup til VM.
Danmarks landstræner forklarer på pressemødet hos DBU, at rutine i høj grad har spillet ind i forbindelse med udtagelsen af sin bruttotrup til VM. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg har talt meget med FCK - både med Ståle og med William selv. Vi får alt data fra træningen, og det gode ved William er, at han er meget motiveret for at være med og træner ekstra for at holde sig skarp. På den måde er jeg ikke så bekymret,« siger norske Åge Hareide på pressemødet i Brøndby og fortsætter:

»Havde han været ude fra starten af sæsonen, så ville det være noget andet. Han har jo været med længe og har så fået en ufrivillig pause. Men han kan så også bevise, at han er form i testkampene,« siger Hareide om William Kvist, der ikke har fået fuld spilletid i en kamp siden den 18. marts.

William Kvist er ikke længere en del af startelleveren i sin klub, FC København. Men han er stadig udet til at skulle trække et stort læs for det danske landshold.
William Kvist er ikke længere en del af startelleveren i sin klub, FC København. Men han er stadig udet til at skulle trække et stort læs for det danske landshold. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

På pressemødet forklarede Danmarks landstræner også, hvorfor der ikke er blevet plads til midtbanespilleren Christian Nørgaard, der sammen med Brøndby er tæt på at kunne kalde sig danske mestre.

Mange var forundret over ikke at se unge Nørgaard på Hareides liste, hvor der i stedet var blevet plads til Mathias Jensen fra FC Nordsjælland, FC Københavns Robert Skov og Michael Krohn-Dehli, der endnu har til gode at spille en landskamp under Hareide, men som ifølge landstræneren har præsteret godt i sin spanske klub.

»I forhold til Nørgaard så valgte vi rutinen frem for en ung spiller. Der er derfor, at Krohn-Dehli er i truppen. Det handler blandt andet om erfaring, og vi tog så Mathias Jensen og Robert Skov med som de unge drenge. Krohn-Dehli har erfaringen, han har været frisk, og han har spillet godt for Deportivo og kan også bruges i samme position som Christian Nørgaard,« fortæller landstræneren.

Men selvom der er blevet plads til et par unge spillere, så fortæller Åge Hareide, at de ikke skal regne med at blive en del af truppen på 23 mand, der i juni drager til Rusland.

»Det tager tid at opbygge spillere som Christian Nørgaard og Mathias Jensen, og det går rigtig godt for dem i Brøndby og Nordsjælland. Men jeg tror ikke, at vi kan regne med at kaste dem ind i forbindelse med VM. De skal bygges op for at blive gode internationale spillere på sigt. Jeg er ansat for at vinde fodboldkampe - ikke for at udvikle spillere. Det gør de i klubberne,« fastslår Åge Hareide.

Dermed er det altså først og fremmest rutinen, der skal bære Danmark til succes til verdensmesterskaber, hvor de i gruppespillet står over for Peru, Australien og Frankrig.