Kasper Schmeichel har haft en barsk uge. Mandag skal han møde ind i landsholdslejren for endnu en gang at vogte det danske bur. Blot to uger efter han var vidne til en stor tragedie.

»Jeg talte med Kasper, samme dag det skete,« fortæller Danmarks landstræner, Åge Hareide.

Lørdag den 27. oktober steg Leicesters ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, om bord på sin blå helikopter. Akkurat som han altid gjorde efter hjemmekampene, og denne gang var det med en vinkende Kasper Schmeichel ved siden af. Kort efter afgang gik det galt, og helikopteren med i alt fem om bord styrtede ned.

Kasper Schmeichel var en af de første ved ulykkesstedet, hvor han måtte holdes tilbage af politiet, der forgæves forsøgte at hjælpe de fem passagerer, der alle omkom.

Kasper Schmeichel (forrest) og resten af Leicester-spillerne var efter ulykken ude foran King Power Stadium, hvor de var med til at mindes den afdøde klubejer.
Kasper Schmeichel (forrest) og resten af Leicester-spillerne var efter ulykken ude foran King Power Stadium, hvor de var med til at mindes den afdøde klubejer. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

»Han havde et specielt forhold til ejeren, og det har været hårdt. Vi satser på at få fokus på andre ting – på fodbolden – og det er det, fodbold kan bruges til. Det kan være god terapi,« siger Åge Hareide om sin førstekeeper.

Efter den grimme ulykke har Kasper Schmeichel udtrykt sin sorg på de sociale medier, hvor han også har hyldet Vichai Srivaddhanaprabha.

Samtidig spillede han lørdag for første gang siden den frygtelige oplevelse og holdt buret rent i opgøret, som Leicester vandt med 1-0.

En dag, Kasper Schmeichel dog også indrømmede, var meget følelsesladet. Og det siger noget om keeperen, at han er i stand til at passe sin pligt så troligt mellem stængerne, mener den norske landstræner.

Kasper Schmeichel har de sidste mange år været fast førstekeeper på det danske landshold.
Kasper Schmeichel har de sidste mange år været fast førstekeeper på det danske landshold. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Kasper er stærk som person, men folk viser følelser, når det er nogen, der har betydet noget for dem. Og det ved jeg, ejeren har gjort. Det er hele staben i Leicester, han har betydet meget for, for han har været så tæt på dem. Men jeg tror, Kasper bruger fodbolden som terapi og til at bearbejde sorgen og gøre sit arbejde utroligt professionelt. Det er jeg ikke så bange for. Men det er ting, man ikke helt kan forstå. Det er så tæt på, og det er endnu mere brutalt, for han var vidne til det selv. Men sidst jeg talte med ham, havde han det okay,« fortæller Åge Hareide.

Og han er sikker på, at resten af holdkammeraterne vil tage sig godt af Kasper Schmeichel, når han møder ind i lejren.

»Jeg tror, alle drengene gør det, når de kommer ind. Så snakker de sammen, og jeg tror, alle ved, han kommer ind med et 'sår', og vi må se, når han kommer. Jeg tror, han vil tackle det på en god måde,« siger landstræneren.

Der venter landsholdet to vigtige opgaver de kommende uger, for her går det løs i Nations League mod Wales og Irland.