Kasper Dolberg har ikke haft den bedste sæson for sit klubhold Ajax Amsterdam. Skader og manglende spilletid er to ting, der er gået igen hos det 20-årige danske fodboldtalent.

Men det kan være en fordel ifølge landstræner Åge Hareide, som har udtaget ham til VM-slutrunden i Rusland.

»Han er faktisk kommet hertil meget fit, frisk og fuld af overskud. Og det skyldes sandsynligvis, at han ikke har spillet så meget i denne sæson. Han virker ikke så slidt, som nogle af de andre gør. Det har været meget fint for os. Og han har mål i sig,« siger Åge Hareide til B.T. fra landsholdslejren.

Kasper Dolberg kalder denne sæson for 'tough'. Han ser frem til VM-slutrunden i Rusland og håber på at få spilletid.
Kasper Dolberg kalder denne sæson for 'tough'. Han ser frem til VM-slutrunden i Rusland og håber på at få spilletid. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kasper Dolberg får det dog ikke nemt. Der bliver hård kamp om pladserne, når Danmark spiller sin første af tre gruppekampe 16. juni mod Peru.

»Han er en klassisk nier, og han skal slås med Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius om den plads. Men han kan faktisk spille alle positioner i offensiven. Vi har spillere, som kan spille flere positioner - sådan en er Kasper Dolberg også, og det er vi glade for.«