»Mine tanker omkring det vil jeg holde for mig selv. Hvis jeg snakker med Nick, så taler jeg med ham om det.«

Landsholdsanfører Simon Kjær var kategorisk, da han blev bedt om at forholde sig til Nicklas Bendtners situation i Rosenborg, hvor den danske angriber er uønsket.

»Det er svært for mig at udtale mig specifikt, for jeg ved ikke, hvad der er op og ned i det hele. Det vil jeg lade Bendtner og Rosenborg snakke med jer om,« siger Simon Kjær.

Er det et tab, at han ikke er oppe i omdrejninger og ikke bliver udtaget?

»Det har han ikke været i et stykke tid nu. Vi har en masse andre dygtige angribere. Om det et tab eller ej, det er der kun en, der kan beslutte, det er Åge.«

Landstræner Åge Hareide havde heller ikke de store kommentarer til Nicklas Bendtners situation. I de seneste syv kampe har Bendtner fået nul minutter på fodboldbanen, selvom danskeren er truppens med afstand bedst betalte spiller.

Men ifølge klubben har hans indstilling ikke været den rette, og det har fået angriberens arbejdsgiver til tydeligt at melde ud, at danskeren ikke vil være at finde i klubben i den kommende sæson.

Landstræner Åge Hareide føler ikke, at han har kendskab nok til situationen. Én ting er dog klart.

Sidste gang Åge Hareide udtog Nicklas Bendtner var i marts 2018, da Danmark skulle møde Panama og Chile.
Sidste gang Åge Hareide udtog Nicklas Bendtner var i marts 2018, da Danmark skulle møde Panama og Chile. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er jo et tab med alle spillere, når de ikke spiller … Nu er det jo et stykke tid siden, at Bendtner var inde hos os. Der kræves spilletid, og det har der jo ikke været så meget af,« siger Åge Hareide.

Landsholdet er begyndt at træne frem mod EM-kvalifikationskampene mod Irland og Georgien 7. og 10. juni.

Det er dog ikke alle udtagne, der er mødt ind til landholdssamlingen, da flere fortsat mangler at spille kampe med deres respektive klubber.

Spillere som Christian Eriksen og Andreas Christensen mangler eksempelvis i landsholdslejren, da de skal spille Champions League og Europa League denne uge.