Åge Hareide overvejer taktiske justeringer før kampen mod Georgien. Han taler varmt om Pierre-Emile Højbjerg.

De danske landsholdstrup har undgået skader i kølvandet på fredagens EM-kvalifikationskamp mod Irland, der fik et point med fra Parken ved at spille 1-1.

Men selv om spillerne har undgået skader, skeler landstræner Åge Hareide til spillernes fysik inden mandagens EM-kvalifikationskamp mod Georgien, det siger landstræneren lørdag formiddag

»Der er ingen skader efter kampen. Der er kun en generel træthed, som der altid er, når man har spillet en kamp« siger han og fortsætter:

»Vi må se på til træning og i løbet af dagen, om vi skal ændre noget i vores forberedelser. Men vi kommer ikke til at skifte spillere ud af skadesmæssige årsager inden kampen mod Georgien, men det kan være, at vi af taktiske årsager vil forsøge andre spillere«.

»Friskheden betyder meget, for vores spillere lavede en kraftanstrengelse mod Irland, hvor de løb meget, og det vil de selvfølgelig kunne mærke, når kampprogrammet er tæt, selv om spillerne er i god form,« siger Åge Hareide.

For mange af landsholdsspillernes vedkommende er kampen mod Georgien den sidste inden sommerferien, men der er ikke grund til at tømme dem for energi inden en sommerpause, når mange gode alternativer står på spring, siger Hareide.

Nordmanden gør sig overvejelser om taktiske justeringer på holdets centrale midtbane inden kampen mod Georgien.

Her har Pierre-Emile Højbjerg imponeret med et mål mod Kosovo, en succesfuld indskiftning mod Schweiz samt det enlige danske mål fire minutter efter sin indskiftning mod Irland.

Danmarks Pierre Emile Højbjerg scorede til til 1-0 under EM-kvalifikationkampen mellem Danmark - Irland.
Danmarks Pierre Emile Højbjerg scorede til til 1-0 under EM-kvalifikationkampen mellem Danmark - Irland. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Fredag kom Højbjerg ind i stedet for Lasse Schöne, men Southampton-spilleren kan også udfylde andre pladser end den defensive midtbane på landsholdet.

»Når man konkurrerer med en midtbane af spillere fra Ajax, Dortmund og Tottenham, så er man udsat for hård konkurrence, og det er Højbjerg, Men han har spillet rigtig godt for os i de seneste kampe. Han lavede mål i Kosovo, og han lavede et mål mod Irland,« siger Hareide og fortsætter:

»Han er blevet en mere moden spiller, der tager ansvaret for holdet og ikke bare spiller for selv. Han har et helt andet udtryk end tidligere, så derfor er jeg meget glad for ham, og vi har brug for en type som ham, der er god til at komme med ind i feltet, ligesom Thomas Delaney er det,« siger Åge Hareide.

»Højbjerg kan spille alle vores tre positioner på midtbanen, for han er stærk på bolden, og han er hurtig. Han er godt kørende, det har han også vist i Premier League,« siger Åge Hareide.

/ritzau/