Åge Hareide var glad og stolt over at have kvalificeret Danmark til EM.

Men det var også efter en kvalifikation, hvor han midt i det hele fik at vide, at han ikke skulle træne Danmark efter EM.

Det fik ham til på pressemødet i Dublin efter kampen at lange ud efter sin arbejdsgiver DBU i endnu stærkere vendinger, end han hidtil har brugt.

»Siden jeg kom til DBU, har der været meget uro. Der har været spillerstrejke. Det har været en lang rejse, men vi har som hold holdt sammen. Spillerne har også været utroligt loyale mod mig og Jon. Vi fik at vide på en lidt mærkelig måde, at vi skulle stoppe. Det er en beslutning, som vi ikke kan gøre så meget ved.«

»Dengang, vi snakkede om det, var det timingen, vi ikke kunne lide. De kunne godt have fortalt os det og så holdt det for sig selv, hvis de kunne klare at holde kæft. Men det er ikke sikkert, tror jeg,« sagde Åge Hareide på pressemødet.

»Vi har ikke fået begrundelsen. Det er også noget, vi kan efterlyse i den sammenhæng,« lød det ligeledes fra landstræneren.

Men gør det det ekstra fedt at vise, at du er en succes med to slutrunder nu?

»Det betyder meget for mig. For jeg er ikke sikker på, hvad jeg kommer til at gøre efter EM. Det har jeg ikke besluttet mig for endnu.«

»Det er fint både for holdet og for mig, at det blev afsluttet på en god måde.«

» Jeg er meget glad for det, for jeg har godt kunnet lide min tid i Danmark som træner for det danske landshold. Det har været en fantastisk fin rejse for mig. Jeg er utroligt glad for, at jeg fik chancen. For mig har det været en lykkelig tid,« sagde Åge Hareide.

Med 1-1-resultatet mod Irland mandag aften slutter Danmark som to'er i gruppen efter Schweiz.

Til sommer skal Danmark spille EM, hvor landsholdet er sikret mindst to kampe på hjemmebane i Parken i København.