Åge Hareide glæder sig til den store udfordring, der ligger i at møde verdens bedste mandskaber, når der skal spilles Nations League i 2020.

»Det er fantastisk, at vi vinder og rykker op. Det gør, at vi kan få de bedste modstandere at spille mod, og når vi spiller mod de gode hold, bliver vi også meget bedre.«

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra landstræner Åge Hareide efter 1-2-sejren over Wales i Nations League.

Sejren gør, at Danmark har vundet sin gruppe i den nye turnering. Det betyder, at Danmark rykker op i A-gruppen næste gang, der spilles Nations League.

Martin Braithwaite fejrer sin scoring til 2-0 for Danmark.
Martin Braithwaite fejrer sin scoring til 2-0 for Danmark. Foto: DIMITRIS LEGAKIS
Vis mere

»Det er fantastisk. Vi arbejder godt for hinanden. I dag er vi uden Simon Kjær, der er meget vigtig for os, men alligevel fungerer det godt. Vi har brugt stort set de samme spillere de sidste to år, så alle kender deres opgave så godt som muligt,« siger Åge Hareide til Eurosport efter kampen.

Danmark får foruden oprykningen også en ekstra chance for kvalifikation til EM 2020, såfremt man ikke kvalificerer sig via den kommende, normale EM-kvalifikation.

Den danske landstræner har tidligere sagt, at der er mere i vente for dette landshold, og at det muligvis kan peake omkring EM-slutrunden i 2020. Det skyldes, at holdet er blevet så sammentømret, som det er.

»Jeg tror, at spillerne, ikke mindst mentalt, er vokset, og nu klarer de sig også godt mod de stærke hold. Vi har fået en stærk defensiv, der er arbejdet godt sammen. Nu skal vi forbedre den sværeste del i fodbold, der er det offensive, men jeg tror, vi kan forbedre det fremadrettet,« siger Åge Hareide.

Kasper Dolberg får verbale ørefigner efter en voldsom tackling på Ethan Ampadu.
Kasper Dolberg får verbale ørefigner efter en voldsom tackling på Ethan Ampadu. Foto: REBECCA NADEN
Vis mere

Mod slutningen af kampen var der en batalje mellem Kasper Dolberg og Wales' Ethan Ampadu. Dolberg var gået hårdt til Ampadu i en tackling, hvorefter den 18-årige Chelsea-spiller tog hævn med en albue i hovedet på den danske Ajax-angriber.

Det gav skænderier på banen, mens Åge Hareide og Ryan Giggs også fik sig en snak på sidelinjen. Men det var ikke store ord, der blev udvekslet her.

»Han (Ryan Giggs, red.) siger, at han er en ung spiller. For et år siden brækkede han benet, og… Han siger, at det ikke var ondt ment,« forklarer Hareide.

Du kan her læse, hvordan Dolberg og de andre danske spillere scorede på karakterskalaen hos B.T.s udsendte journalister i Wales.