Det danske fodboldlandshold skal op mod Schweiz, Irland, Georgien og Gibraltar i kampen om billet til EM 2020.

Schweiz, Irland, Georgien og Gibraltar. Sådan lyder opgaven for det danske fodboldlandshold, når det skal forsøge at kvalificere sig til EM i 2020.

Og den opgave er den danske landstræner tilfreds med, lyder det fra Åge Hareide efter lodtrækningen til kvalifikationsgrupperne.

- Vi er meget tilfredse, men kampene skal spilles, og vi vil bruge den gamle floskel: Vi må tage en kamp ad gangen, siger han.

For landstrænere er opskriften på en EM-billet klar.

- Vinder vi seks af de otte kampe, så er den hjemme. Det må være opskriften, at vi sikrer os de seks sejre, så vi er sikre på at komme til EM.

- Det er klart, at vi rigtig gerne vil deltage i et EM i København, så vi kommer til at være meget fokuseret og endnu bedre, siger han.

Danmark var placeret i andet seedningslag i lodtrækningen. Fra øverste seedningslag kunne holdet have trukket lande som Frankrig, Spanien og Holland, men Danmark trak Schweiz, og det er landstræneren glad for.

- Schweiz er et godt hold i øjeblikket, men i forhold til de andre tophold, vi kunne have trukket, så er vi glade for Schweiz, og vi har en god mulighed på hjemmebane i Parken, siger han.

Fra tredje seedningslag skal Danmark op imod Irland. En modstander holdet kender rigtig godt efter to playoffkampe i VM-kvalifikationen i 2017, som Danmark endte med at vinde samlet 5-1.

Senest har holdet mødt Irland i Nations League, hvor det blev til to 0-0-kampe.

Hareide tror, at det kan blive svært mod Irland, fordi holdet spiller meget defensivt, og Danmark havde svært ved at komme til chancer i de seneste kampe mod irerne.

Derfor vil Hareide bruge en del tid frem mod EM-kvalifikationen på at arbejde med at blive skarpere i angrebsspillet.

- Vi må få styr på den sidste tredjedel, så vi kan bryde dem ned. Men det er vi opmærksomme på, og vi skaber chancer til at vinde de kampe (i Nations League, red.), men det er irriterende, at vi ikke klarede at vinde kampe som dem, for jeg tror, det bliver meget vigtigt.

Irland har siden fået ny landstræner, og det ser Hareide som en fordel for Danmark.

- De kommer til at få et helt andet udtryk, og det, tror jeg bare, er positivt for os, siger han.

EM-kvalifikationen begynder til foråret 2019.

/ritzau/