Har man fulgt det danske landshold i et stykke tid, fik man muligvis torsdag aften øje på en ny spiller. Ikke sådan helt ny, for Christian Eriksen har været med før, men den offensive midtbanespiller ramte endelig sit niveau i landsholdsregi.

Med flotte afleveringer, afslutninger og masser af bevægelse var Eriksen det store lyspunkt i Danmarks 2-1-sejr over Island. Og lidt af æren for det skal også tildeles hans to makkere på midten, mente landstræneren.

»Christian var god i dag. Vi har arbejdet med, at Andreas Christensen skal starte lavt i udgangspunktet. Christian kan operere frit bag to angribere. Han kan også gå dybt. Island havde svært ved at få fat i ham. Han er rolig og bevægelig. Vi har Delaney og Højbjerg, der kan beskytte ham. Eriksen er ikke en type, der skal vinde boldene, men det kan de to andre gøre for ham,« sagde Åge Hareide efter kampen.

Har den debuterende landstræner så endelig fundet nøglen til at få Eriksen til at sprudle på landsholdet? Så skråsikker ville nordmanden endnu ikke være.

 
Nicolai Jørgesen sørger her for, at Danmark kommer foran mod Island. Yussuf Poulsen tegner sig for assisten.
Vis mere

»Du må spørge mig i oktober næste år. Det var en god begyndelse, men i fodbold kan mange ting ændre sig. Det var positivt at få et godt resultat mod en god modstander.«

Åge Hareide skulle ikke kun forholde sig til sin stjernespillers stjernestund. Det var debut for den første nye landstræner i mere end 16 år. Og især en del af spillet var Hareide glad for.

»Det sværeste i fodbold er at komme til chancer. Island er et godt og stærkt hold. Det viste de i kvalifikationen, og de stillede med næsten fuldt hold i dag. Det er svært at træne at komme til chancer, men spillerne tog det til sig, at vi skulle frem på banen,« sagde Hareide.

Nu skal de så fortsætte de næste dage, hvor landsholdslejren bliver i Herning og skal træne i Vildbjerg, inden man tirsdag aften møder Skotland i en ny testkamp.