Mathias Zanka Jørgensen er, nok uforvarende, kommet i vælten for at posere i en trøje for den tyrkiske hær.

20. oktober stillede han sammen med holdkammeraterne i Fenerbahce op i en trøje med teksten 'Fædrelandet/hjemlandet er jer taknemmelig'.

Det er en støtteerklæring til soldaterne i frontlinjen i den verserende invasion af Syrien.

Hidtil har Mathias Zanka Jørgensen selv været tavs i sagen, men landstræner Åge Hareide fortalte mandag ved landsholdsudtagelsen til kampene mod Gibraltar og Irland, at han har talt med Fenerbahce-spilleren, og herfra forlyder det, at det nok ikke var med Zankas gode vilje, at han bar trøjen - hvis han ville fortsætte med at have et job i den klub, Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan er bestyrelsesmedlem af.

Her ses Zanka i iført t-shirten med skriften: Fædrelandet/hjemlandet er med jer.
Her ses Zanka i iført t-shirten med skriften: Fædrelandet/hjemlandet er med jer.
Vis mere

»Jeg har set billedet og talt med Zanka om det. Jeg tror, vi må forstå, at det ikke er lige så nemt som så. Han er en del af klub, som har bakket op om Tyrkiets øverste mand, og det kan være svært for ham ikke at stille op, fordi han er en del af et hold,« siger Åge Hareide til B.T.s spørgsmål.

Landstræneren tilføjer:

»Og du må næsten spørge Zanka, når han er færdig med sin fodboldkarriere, hvad han tænkte i øjeblikket.«

Ja, for jeg får ikke det 'rigtige' svar denne gang (spillerne møder op i landsholdslejren om en uge?)?

»Nej, du får nok ikke et klart svar fra Zanka, og det, tror jeg, er helt naturligt, for han skal være en del af Fenerbahce, han kan ikke andet i forhold til fans og klubben.«

»Og så er det vigtigt at vide, at vi heroppe i Norden er så helvedes skinhellige, og vi ser på alle andre, der gør gale ting. Vi har et demokrati, og vi er så dygtige og fantastiske, så hver gang, vi rejser et sted hen, hvor der ikke er demokrati eller ikke respekterer vores regler, så skriver vi om det i avisen,« forklarer landstræneren, der helt og aldeles ønsker at blande politik uden om sport.

»Vi har jo tilfældene med Qatar og Dubai (debat om menneskerettigheder, red.), og nu var det også til debat, da vi var i Rusland til VM, om vi overhovedet skulle rejse dertil, og der blander man politik og idræt, og jeg vil helst adskille de to ting.«

»Når vi spiller mod folk fra Rusland, spiller vi mod fodboldspillere, og det er det, vi ser dem som i det øjeblik. Vi må bare spille kampene, og jeg tror, at det med Zanka handler mest om, at han er en del af et hold,« forklarer Åge Hareide, der ikke mener, at Mathias Zanka Jørgensens havde noget valg:

Mathias Zanka Jørgensens klub Fenerbahce har trukket danskeren ind i sagen om Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien ved at benytte ham og andre spillere til at bære en t-shirt med et politisk budskab.
Mathias Zanka Jørgensens klub Fenerbahce har trukket danskeren ind i sagen om Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien ved at benytte ham og andre spillere til at bære en t-shirt med et politisk budskab. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg tror ikke, han havde noget valg. Det tror jeg personligt ikke, og det er ikke noget, som Zanka har sagt til mig. Hvis han skal fortsætte med at spille i Istanbul, tror jeg, han måtte stå dér,« forklarer landstræneren.

Har du gjort dig tanker om, hvorvidt du vil tage et job i Tyrkiet?

»Nej, det har jeg ikke gjort. I så fald vil jeg undersøge, om jeg skal stå op for Erdogan og den tyrkiske hær, men det har jeg ikke tænkt så meget på. Men jeg synes, det er okay, at emnet tages op og bliver belyst.«

»Kina er det nye marked for spillere og trænere, og det er jo heller ikke alt, der går efter bogen dér. I hvert fald den norske bog,« bemærker Åge Hareide.