Åge Hareide har før den på papiret overkommelige kamp mod Gibraltar et halvt øje på EM-skæbnekampen i Irland.

Når det danske fodboldlandshold skal forsøge at indløse en EM-billet i de to kommende kampe mod Gibraltar og Irland, bliver det efter samme fremgangsmåde som hidtil i EM-kvalifikationen.

Formår de danske spillere at stå godt organiseret på banen, arbejde hårdt og spille bolden klogt rundt, er der nemlig ikke grund til at have de store taktiske overraskelser i ærmet.

Det siger landstræner Åge Hareide før fredagens kamp mod Gibraltar i Parken og mandagens kamp mod Irland i Dublin.

- Det vigtigste på træningsbanen er, at vi skal træne i at være os selv. Vi skal være så afslappede som muligt i det, vi gør. Vi skal gøre, som det danske landshold har gjort i lang tid: Vi skal arbejde hårdt sammen.

- Mod Schweiz (1-0-sejr i oktober, red.) løb vi sindssygt meget, og vi havde en stor kapacitet arbejds- og duelmæssigt.

- Vi skal sørge for at ramme det niveau igen, for så er det nok til at få de nødvendige resultater, siger Åge Hareide.

Får Danmark fire point ud af de to kampe, er EM-billetten sikret. Men det bliver ikke nødvendigvis de samme spillere, der skal sørge for succes i begge opgør.

- Vi har fået en fast base på plads, og det er derfor, at vi har brugt mange af de samme spillere over lang tid. Den enkelte spiller ved præcis, hvad han skal gøre.

- Og så kan der være enkelte justeringer på holdet til begge kampe, det kommer til at falde helt naturligt. Vi skal sørge for at have så friske ben som muligt, siger landstræneren.

Det er to vidt forskellige opgaver, der venter Danmark. Alt andet end en sejr over Gibraltar, verdensranglistens nummer 196, vil være en fiasko.

Kampen mod irerne kan derimod blive et intenst slag. De løbestærke, men knap så teknisk velfunderede irere kan med en sejr spille sig til EM.

Så selv om den næste kamp i en træners øjne altid er den vigtigste, har Hareide også allerede et øje på mandagens opgør i Dublin.

- I de næste par dage kommer vi til at træne nogle ting, som vi først skal bruge mod Irland. Det bliver to meget forskellige kampe.

- Vi skal bare kaste os over Gibraltar, for vi kan ikke være bange for at spille mod dem i Parken.

- I Dublin skal vi være beregnende, men samtidig skal vi også være aggressive nok til at gå frem. Vi vil jo helst vinde kampen, siger Hareide.

/ritzau/