Nicklas Bendtner vender ikke tilbage på landsholdet i denne omgang.

Åge Hareide har mandag udtaget truppen til de to vigtige VM-kvalifikationskampe mod Polen og Armenien i september. Her valgte landstræneren ikke at udtage Nicklas Bendtner, som altså ikke gør comeback i rødt og hvidt i denne omgang.

»Jeg har set ham. Men jeg kommenterer ikke på spillere, som ikke står på listen,« siger Åge Hareide på pressemødet i DBU’s hovedkvarter i Brøndby om beslutning om at udelade Bendtner.

Det har ellers været det helt store tema, om den danske stjerneangriber skulle vende tilbage til landsholdet.

Nicklas Bendtners sidste landskamp var EM-playoffkampen mod Sverige i Parken i november 2015. Kort herefter overtog norske Åge Hareide landstrænerjobbet fra Morten Olsen, og han har ikke benyttet den danske stjerneangriber, som har haft en omtumlet klubkarriere i de seneste år.

Men i Rosenborg i den noske Eliteserien har 29-årige Bendtner fundet fast spilletid og stabilitet i sine præstationer siden skiftet fra Nottingham Forrest i marts i år.

Alligevel var der ikke plads til ham i en trup, som i stedet inkluderede Viktor Fischer, som efter en svær sæson i Middlesbrough sidste år har fundet en ny klub i form af Mainz i Bundesligaen.

»Han har meget lyst til at spille på landsholdet. Han løber i bagrummet og falder godt ind i spillet,« siger Hareide omm Fischer.