I to år har han ikke kunnet bruge Pierre-Emile Højberg. Men da Danmark spillede en rohypnol af en landskamp mod Irland, savnede landstræner Åge Hareide pludselig den 23-årige Southampton-spiller.

»Vi skal selvfølgelig arbejde med vores offensive spil. Det er meget, meget vigtigt. Pierre bliver meget vigtig på de små områder. Hvis man så kampen i Irland, savnede vi måske en spiller som ham i forhold til at kunne lave indstik og skabe de store chancer, når de har mange mænd omkring vores spillere,« siger Åge Hareide.

Tirsdag aften får Pierre-Emile Højbjerg så sin landskamp nummer 22, når han er blevet lovet en startplads af Åge Hareide. Uden Christian Eriksen og Thomas Delaney er der blevet plads til Højbjergs comeback i testkampen mod Østrig på MCH Arena i Herning.

Det er samtidig Åge Hareides comeback til den bane, som  han fik sin debut som dansk landstræner på tilbage i marts 2016. Med Pierre-Emile Højbjerg i startopstillingen.

Pierre-Emile Højbjerg ved fodboldlandsholdets pressemøde og træning på MCH Arena i Herning.
Pierre-Emile Højbjerg ved fodboldlandsholdets pressemøde og træning på MCH Arena i Herning. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Derfor var det også tid til en lille status over de første tre et halvt år med Hareide som landsholdschef.

»Vi opnåede vores mål om at komme til VM. Det var hårdt, fordi vi fik de to nederlag i oktober 2016. Sidste gang, vi tabte en fodboldkamp, var mod Montenegro. Så jeg synes, at holdet har udviklet sig. Det er også sådan, at vi er afhængige af at have alle vores bedste spillere tilgængelige hver gang. For hvis vi vil spille på højt internationalt niveau, skal vi have topspillere,« siger Hareide, som vil lægge vægt på det offensive spil mod Østrig.

»Spillerne forsøger at spille positiv fodbold. Vi forsøger at spille fodbold. Også mod hold der ligger lavt. Den svære del er at kunne skabe noget offensivt. Det er fodboldens absolut største krav, som ligger der.«

Og den første kamp mod Island? Den vandt Åge Hareides landshold 2-1.

»Jeg har meget gode minder fra sidste kamp her. Den første kamp er altid speciel,« siger landstræneren, der som minimum nok håber på en sejr, når Østrig lukker denne landsholdsomgang ned for nordmanden og hans udvalgte landsholdsspillere.