Åge Hareide er tilfreds med Danmarks indsats i 1-0-sejren over Panama, men han havde gerne set en større sejr.

Fodboldlandstræner Åge Hareide mener, at Danmark burde have vundet større end 1-0 over Panama i torsdagens testkamp i Brøndby.

Det siger nordmanden på et pressemøde efter kampen, som blev afgjort af Pione Sistos solomål i det 69. minut.

»Det blev så intenst, som vi havde forventet. Det tog lidt tid, før vi kunne sætte noget godt spil sammen. Panama forsvarede sig godt, og vi var lidt uskarpe i vores afslutninger. Vi føler, at vi kunne have vundet større,« siger Åge Hareide.

Han måtte blandt andet se Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen brænde chancer foran Panamas mål.

Overordnet set var landstræneren dog tilfreds med, at det lykkedes Danmark at styre kampen mod en modstander, som i Hareides øjne minder om Peru, som Danmark møder ved VM.

»Spillerne gjorde det godt mod en anden type modstander. Det er nyttigt at spille mod en anden type fodbold, for det er noget af det samme, som venter os i den første kamp ved VM,« siger Hareide.

Han påpeger også, at landsholdet nåede op på 12 kampe i træk uden nederlag, hvilket er rekord.

»Det er altid vigtigt at sætte en rekord, og nu kan vi sige, at vi er det danske landshold, som har spillet flest kampe uden nederlag,« siger Hareide.

Undervejs fik Panama et direkte rødt kort, og i flere andre tilfælde blev der spillet yderst hårdt, selv om det var en testkamp. Det fik indflydelse på Hareides dispositioner.

»Vi valgte ikke at bruge vores sjette udskiftning, hvis vi nu skulle få en skade til sidst. Vi vidste, at de ville gå til den, selv om jeg ikke tror, at det var med ond hensigt,« siger han.

Panamas landstræner, Hernam Dario Gomez, er tilfreds med, at det blev til et smalt nederlag.

»Det er usædvanligt, at vi har haft tre måneder uden kampe og træning. Vi spillede mod Danmark, som er et meget stærkt hold, og vi kan godt være tilfredse med resultatet. Vi prøvede på at gøre banen mindre for danskerne, som gerne ville spille mere bredt,« siger landstræneren.

Han tilføjer, at det røde kort til Blas Perez efter farligt spil mod Kasper Schmeichel var helt i orden, selv om det ifølge landstræneren ikke var med ond hensigt, at Perez gik ind i duellen.

/ritzau/