Det succesfulde kvindefodboldhold VFL Wolfsburg, som har den danske landsholdsstjerne Pernille Harder på holdet, har været ramt af et frygtet sygdomstilfælde.

Det er holdets målmand, Almuth Schult, som er blevet smittet af mæslinger, som potentielt kan være livsfarligt, og derfor blev hun sendt hjem fra de tyske mestres træningslejr i Portugal.

Schults symptomer begyndte under holdets træningslejr i Portugal, hvor danske Pernille Harder, som er en af succesholdets store stjerner, også var med.

Symptomerne er en influenza-lignende tilstand med feber, hoste og røde øjne, men en blodprøve foretaget af VFL Wolfsburgs lægestab viste, at hun var smittet med det voldsomt smittende mæslinge-virus.

Almuth Schult er i bedring.
Almuth Schult er i bedring. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

Schult blev ifølge klubben efterfølgende fløjet til Hamborg for at blive behandlet for sygdommen der.

»Klubbens lægestab har taget alle nødvendige forholdsregler i forhold til en smitsom sygdom, så der var ingen risiko for at hendes holdkammerater eller stab ville blive smittet,« oplyser klubben på sin hjemmeside.

Den svenske landsholdsstjerne Nilla Fischer delte værelse med Almuth Schult. Hun fortæller til SVT Sport om episoden:

»Alle spillere skulle tjekke op på, om de er vaccineret. Og det var alle. Hun er måske blevet smittet i Spanien, hvor hun var på træningslejr med det tyske landshold eller i lufthavnen. Det er ikke til at sige.«

Den 27-årige målmand er ved at komme sig på hospitalet, men det er endnu uvist i hvor lang tid holdet må undvære hende mellem stængerne for Bundesliga-mandskabet, da mæslinger er en voldsom belastning for immunsystemet.

VFL Wolfsburg vendte tilbage fra træningslejren i Portugal til Tyskland i mandags, hvor de forbereder sig frem mod den tyske forårssæson, som starter den 17. februar.

Her møder Pernille Harders førerhold nummer to i ligaen, Bayern München.

Mæslinger er en sjælden sygdom i Danmark, da langt de fleste er vaccineret mod sygdommen. Børn bliver oftest vaccineret ved 15 måneders alderen. I alt blev fem danskere smittet i 2018.

Pernille Harder og holdkammeraterne jagter et nyt tysk mesterskab.
Pernille Harder og holdkammeraterne jagter et nyt tysk mesterskab. Foto: PETER STEFFEN
Vis mere