Pernille Harder scorede sit landskampsmål nummer 65 og tangerede Merete Pedersen i testkamp mod Wales.

1-1 blev resultatet, da Danmarks kvindelige fodboldlandshold på udebane mødte Wales i den anden testkamp på fem dage.

Kampen vil mest blive husket for, at Pernille Harder scorede Danmarks mål og dermed tangerede rekorden for flest mål på Danmarks kvindelandshold.

Merete Pedersen scorede i perioden fra 1993 til 2009 65 mål i 136 kampe, mens Harder nu har nået sine 65 i 126 landskampe.

Efter den lidt tamme testkamp mod Irland, som Danmark vandt 1-0 i Dublin i torsdags, var opgøret i Cardiff mere underholdende. Men den danske præstation var ikke mindeværdig.

Hjemmeholdet åbnede bedst op med et par muligheder, men inden der var spillet 20 minutter, havde Danmark spillet sig frem til tre gode chancer, to til Stine Larsen, og Sara Thrige var tæt på med et hovedstød fra klos hold.

Chelsea-stjernen Pernille Harder svigtede ikke, da hun efter 23 minutter kom alene igennem. På kanten af feltet afdriblede hun Wales-keeperen Laura O'Sullivan og sendte bolden i det tomme mål til 1-0.

Anden halvleg var knap så chancerig, men Wales skabte dog nogle. Efter en time kom den fortjente udligning så, da Jess Fishlock i løb helflugtede bolden i mål efter et velspillet angreb.

I den sidste del var der sporadiske chancer til begge, men Fishlock var tættest på at blive dobbelt målscorer.

Med det uafgjorte resultat er Danmark ubesejret i de seneste ni kampe, hvoraf syv er vundet.

Danmark er kvalificeret til næste sommers EM i modsætning til testmodstanderen Wales.

Først til september venter igen betydende kampe i VM-kvalifikationen, som der endnu ikke er trukket lod til.

Også Norges kvindelandshold spillede testkamp tirsdag mod Tyskland, der hjemme vandt 3-1.

Under nationalsangen kom de norske kvinder med en støttemarkering for menneskerettigheder i led med utilfredsheden med Qatar som vært for herrernes VM i 2022.

Spillerne løftede alle deres venstre hånd, så man i deres håndflader kunne læse budskabet "human rights".

I sidste uge gjorde de noget lignende, men med kun et bogstav på hver hånd, så de 11 spillere sammen stavede til "human rights".

Dermed fulgte de op på de norske herrers markering i forbindelse med den seneste landsholdssamling.

/ritzau/