Der er dårlige nyheder for Pernille Harder.
Den danske landsholdsanfører har nemlig pådraget sig en skade i sit ene knæ og er dermed ude i flere uger.
Det oplyser danskerens klub, Bayern München, på sin hjemmeside.
»Den 30-årige offensivspiller pådrog sig en ledbåndsskade i sit højre knæ i Bundesliga-kampen mod SGS Essen,« skriver klubben blandt andet.
Pernille Harder scorede ellers til 1-0 i opgøret, der endte 2-0 til Bayern München.
Men allerede i det 17. minut måtte hun dog forlade banen med smerter i knæet.
Den danske fodboldstjerne skiftede i sommer fra engelske Chelsea til den tyske mesterklub, hvor hun har underskrevet en kontrakt, der løber indtil sommeren 2026.
I sine tre optrædener har danskeren bidraget med to scoringer.
Harder skiftede dog ikke ligefrem alene i løbet af sommeren. Hendes svenske kæreste, Magdalena Eriksson, skiftede nemlig ligeledes til Bayern München. Også på en treårig kontrakt.
Danmark skal møde Island og Wales i Nations League henholdsvis 27. og 31. oktober.
Lige nu er det dog tvivlsomt, om Pernille Harder når at blive klar.