Den danske landsholdsanfører bliver nummer syv, og Barcelonas Alexia Putellas vinder prisen som årets bedste.

Pernille Harder blev mandag nummer syv i kvindernes Ballon d'Or-kåring.

Kasper Schmeichel opnåede samme placering i kåringen af den bedste mandlige målmand i 2021.

Barcelonas 27-årige offensive midtbanespiller Alexia Putellas vandt prisen som årets kvindelige spiller. Det blev afsløret ved en ceremoni i Paris.

Den spanske Champions League-vinder besatte hele tre pladser i top-5. Putellas holdkammerater Jennifer Hermoso og Lieke Martens blev henholdsvis nummer to og fem.

Harders holdkammerat Sam Kerr tog tredjepladsen, og Chelsea vandt på baggrund af både kvindernes og herrernes præstationer i 2021 en nyoprettet pris som årets hold.

29-årige Harder blev i 2018 nummer to i afstemningen om Ballon d'Or efter norske Ada Hegerberg. Det var første gang, at der blev uddelt en Ballon d'Or til kvinderne.

I 2019 blev Harder nummer 14, og amerikaneren Megan Rapinoe vandt titlen. I 2020 blev den ikke uddelt på grund af covid-19-pandemien.

Harder er også blandt 13 nominerede spiller til Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) pris som verdens bedste spiller i 2021. Den uddeles 17. januar.

Kasper Schmeichel måtte i målmandskåringen se europamesteren Gianluigi Donnarumma løbe med Yashin-trofæet foran Edouard Mendy og Jan Oblak i den rækkefølge.

Tidligere på aftenen vandt Barcelonas 19-årige midtbaneprofil Pedri Kopa-prisen som årets bedste spiller under 21 år. Dortmunds engelske midtbanespiller Jude Bellingham blev toer.

Bayern Münchens polske bomber Robert Lewandowski vandt desuden en nyoprettet pris som årets angriber.

/ritzau/