Pernille Harder scorede til 1-0, da danskeren sammen med sine Chelsea-holdkammerater slog Manchester United.

Efter et par kampe, hvor hun startede på bænken, var Pernille Harder søndag tilbage i startopstillingen for Chelsea.

Det var en god beslutning af manager Emma Hayes, for Harder scorede til 1-0 i holdets sejr på 2-1 over mesterskabsrivalerne fra Manchester United.

Sejren sender Chelsea op på førstepladsen i Women's Super League, á point med United, som ryger ned på andenpladsen grundet en dårligere målscore.

Chelsea har dog en kamp i hånden og kan således trække lidt fra med en sejr onsdag over Tottenham.

Harders mål kom efter en halv times spil. Et hjørnespark førte til rodet spil i feltet, og til sidst endte bolden en smule tilfældigt ved danskerens fødder.

Harder gjorde det, et par af hendes holdkammerater ikke havde formået, og sendte bolden i nettet. Målet var Harders fjerde i Chelsea-trøjen.

London-holdet holdt føringen frem til et kvarter inde i anden halvleg. Her udlignede Lauren James, som fem minutter før var blevet skiftet ind, for United.

Men Chelsea slog hurtigt tilbage. Francesca Kirby gjorde det til 2-1 fem minutter senere - en føring, hjemmeholdet altså holdt fast i frem til slutfløjt.

Pernille Harder blev skiftet ud kort efter det, der altså endte med at blive sejrsmålet.

Stine Larsen og Aston Villa fik sig søndag et rap over nallerne, da det ude mod Manchester City endte med et 0-7-nederlag.

Bedre gik det for Nicoline Sørensen og Rikke Sevecke i Everton, som vandt 4-0 over Bristol City. Sørensen startede inde og lagde op til Evertons 1-0-mål, mens Sevecke blev skiftet ind med cirka 25 minutter tilbage.

/ritzau/