Har tre uger til at undgå katastrofen: 'I værste tilfælde - så ja!'
Ejer trækker stikket på pengestrømmen – nu har de kun tre uger til at redde klubben.

Ejer trækker stikket på pengestrømmen – nu har de kun tre uger til at redde klubben.

København Håndbold befinder sig i frit fald og kæmper lige nu en desperat kamp mod uret.
Klubben mangler en massiv pose penge, og hvis ikke de 1,8 millioner kroner lander på bordet inden for de næste tre uger, er det slut.
»Vi starter ikke en ny sæson op, hvis vi ikke har styr på det herinde,« fortæller direktør i København Håndbold, Louise Svalastog til B.T.
Den økonomiske lussing rammer klubben hårdt, efter ejeren Kim Mikkelsen har meddelt, at han ikke længere kan skyde de nødvendige beløb ind i projektet, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Det efterlader træner Bo Spellerberg og hele truppen i en uvis skæbne, hvor de i værste fald må på jagt efter nye arbejdsgivere om få uger.
»I værste tilfælde så ja, det kan ende med, at spillerne skal finde et nyt sted at spille. Men jeg håber da, at der er flere sponsorer, der vågner op og har lyst til at være en del af København Håndbold,« fortæller direktøren.

Direktøren håber nu på, at sponsorer i hovedstaden vil vågne op og se værdien i klubben, men kampen om pengene er benhård.
Situationen udstiller et generelt og smerteligt problem i dansk håndbold, mener Johnny Kokborg, B.T.s håndboldkommentator.
»Det er en alvorlig situation, som udstiller håndboldens problem. Uden ildsjæle med dybe lommer eller sponsorer, der brænder for håndbolden, kan det næsten være umuligt at holde driften i gang,« siger han og uddyber:
»Det mærker København Håndbold nu. Det vil være en kæmpe nedtur for kvindehåndbolden, hvis endnu en klub på Sjælland må dreje nøglen om.
Rent sportsligt har København Håndbold ellers bidt skeer med de bedste og sluttede som nummer fire i forrige sæson.
I år måtte de dog tage til takke med en sjetteplads i grundspillet, og nu foregår den vigtigste kamp altså helt uden for banen, hvor klubben leder med lys og lygte efter en økonomisk redningsplanke.