Den tidligere danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen har været arbejdsløs, siden han i sommer stoppede i FC København.

Derfor er spørgsmålet, hvad der nu skal ske med hans karriere. Et spørgsmål, som Nicklas Bendtner også stiller sin tidligere holdkammerat i podcasten Stolpe Ind, skriver Tipsbladet.

Her forklarer Nicolai Jørgensen, at han stadig er åben for endnu et fodboldeventyr, og at der er dialog med nogle klubber.

»Jeg har ikke noget lige nu, men jeg venter og snakker med et par stykker lige nu, og så må vi se, om det bliver til noget eller ej. Så jeg er lidt i en ventezone på et eller andet. Et eventyr et sted. Men lige nu er der ikke noget, der lige ligger og skal underskrives i morgen, fortæller han.«

Nicolai Jørgensen har haft en karriere, som har været meget præget af skader, mens pausen fra fodboldbanen har været god for ham, og kroppen har det i dag godt.

»I en karriere har man altid et eller andet, der gør ondt. Når man så tager en pause, finder man ud af, at det behøver ikke gøre ondt. Så jeg har det super godt,« siger han.

Den 32-årige angribers udlandskarriere har blandt andet budt på ophold i Bayer 04 Leverkusen, hvor han var, før han kom hjem til Danmark og FC København.

Her gjorde han det så godt, at hollandske Feynoord fik øjnene op for ham. Og det er de nok glade for, at de gjorde. Her var han i 2016/2017-sæsonen nemlig med til at spille ligasejren hjem til klubben for første gang siden 1999.

Nicolai Jørgensen blev endda ligatopscorer med 21 mål.