Der blev løftet en del russiske øjenbryn, da landets måske største fodboldstjerne for nylig meldte afbud til landsholdet.

Men øjenbrynene blev løftet endnu højere, da Artem Dzyuba bedyrede, at hans argument for at melde fra var blevet misforstået.

Den 33-årige Zenit-angriber holdt stædigt fast på, at han ikke ville udtages. Et eller andet var dog gået galt.

»Jeg har ikke meldt fra til det russiske landshold på grund af det politiske. Det handler om familiære omstændigheder, som jeg ikke vil gå i detaljer med,« siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters til Sport-Express.

Artem Dzyuba skiftede til Zenit tilbage i 2015, men har været udlejet til Arsenal Tula et halvt år fra januar til juni 2018.
Artem Dzyuba skiftede til Zenit tilbage i 2015, men har været udlejet til Arsenal Tula et halvt år fra januar til juni 2018. Foto: ANTON VAGANOV
Vis mere

»Det ser ud, som om der har været en misforståelse, hvor træneren misforstod mig, eller hans ord er blevet tolket forkert.«

I første ombæring forlød det, at Artem Dzyuba ikke ville deltage i landsholdssamlingen, der finder sted fra 21. til 27. marts, grundet krigen i Ukraine.

Selvom stjernen ikke selv ville gå i dybden med sine familiære problemer, er den russiske landstræner, Valery Karpin, ikke bleg for at gøre det.

»På grund af den svære situation i Ukraine, hvor han har mange familiemedlemmer, bad han om at blive undskyldt og bad om ikke at blive udtaget af familiære grunde,« siger landstræneren til det russiske fodboldforbunds hjemmeside.

I den kommende landsholdssamling ser Rusland slet ikke ud til at skulle spille nogen kampe grundet de sportslige sanktioner, der er haglet ned over landet i kølvandet på krigen i Ukraine. Blandt andet er Rusland blevet suspenderet fra international fodbold fra FIFA og UEFA.

Trods den store forvirring har Artem Dzyuba meldt sin holdning til krigen klart ud.

»Jeg er imod krig. Krig er skræmmende. Men jeg er også imod menneskelig aggression og had, som for hver dag der går når nye proportioner,« skrev Artem Dzyuba på Instagram for et par uger siden.

Fodboldstjernen forklarer, at han er imod udelukkelsen af alle russiske atleter på baggrund af det land, de kommer fra.

»Jeg er imod diskrimination på baggrund af nationalitet. Jeg skammer mig ikke over at være russer. Jeg er stolt af at være russer. Og jeg forstår ikke, hvorfor atleter skal lide nu.«

Artem Dzyuba har spillet 55 landskampe for Rusland og scoret 30 mål.