Der er opstået en dramatisk udvikling i seriefodbolden på Fyn.

10 klubber nægter nemlig at spille mod Fyns Internationale Ungdomsklub (FIUK) efter en episode i august under en Serie 2-kamp, som blev fløjtet af før tid på grund af anklager om vold og dødstrusler.

Det skriver TV 2 Fyn.

Og ifølge mediet vil klubber i både serie 3 og 4 heller ikke spille mod Vollsmose-klubben. De vil faktisk hellere taberdømmes, lyder det.

»Vi har ikke lyst til at spille mod et hold, som er ubehagelige, og hvor vores spillere risikerer at blive truet på livet,« siger Joachim Brinch Andersen, der er træner i FC Odense, til mediet.

Claus Gramm Pedersen, der er administrationschef for DBU Fyn, har tidligere afvist påstanden om dødstrusler over for TV 2 Fyn.

Og hos FIUK har man tidligere gjort det samme i en pressemeddelelse.

»Denne type falske anklager bidrager kun til at skade både klubbens og hele Vollsmoses omdømme,« står der blandt andet.

Ifølge DBU Fyns disciplinærudvalg har dommeren fra kampen i august indberettet to spillere fra FIUK, som efterfølgende har fået karantæner på henholdsvis fire spilledage og ni måneder.