Eirik Horneland stopper som træner for den norske fodboldklub Rosenborg efter en skuffende start på sæsonen.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

»Efter en blytung start på årets sæson med manglende præstationer og resultater er det naturligt, at jeg som den øverste sportslige ansvarlige i RBK må tage ansvaret for manglende sportslig fremgang,« siger Horneland, der stopper med omgående virkning.

Torsdag aften tabte Rosenborg 2-3 på hjemmebane til Bodø/Glimt efter at have været foran 2-1. Det var på et efterfølgende møde mellem træneren og repræsentanter for klubben, at beslutningen blev truffet.

Eirik Horneland ville efter nederlaget ikke udtale sig til medierne. Heller ikke Eurosport, der har senderettighederne til Eliteserien, kunne slå et ord af træneren, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Rosenborg har efter tre runder i Eliteserien kun opnået et point. Klubben fra det nordlige Norge har domineret den hjemlige liga i årtier og er rekordholder med 26 mesterskaber.

Eirik Horneland tiltrådte som træner i 2019, efter at han med succes havde stået i spidsen for Haugesund.

På det tidspunkt var Nicklas Bendtner i den norske klub, men den danske angriber fik ikke mange kampe og blev hurtigt sendt ud i kulden. Først fik han ingen spilletiden, siden blev han sendt på tvungen ferie.

Nicklas Bendtner fik ikke meget spilletid under Eirik Horneland.
Nicklas Bendtner fik ikke meget spilletid under Eirik Horneland. Niels Christian Vilmann

»Hvad der sker mellem dem (Horneland og Bendtner, red.) ved jeg ikke, men det er ufatteligt for alle. Vi snakker meget om det. Det er skørt. Det er ikke til at tro. Det er hårdt for ham (Bendtner, red.), og han siger, han ikke ved, hvad han skal gøre,« som holdkammeraten Samuel Adegbenro eksempelvis sagde i maj sidste år.

Til sidst endte Nicklas Bendtner med at få ophævet sin kontrakt - hvilket fik flere fans til at beklage den måde, danskeren var blevet behandlet på.

Den første sæson under Horneland blev en skuffelse for Rosenborg, og efter den svage start på denne sæson er det slut for den 45-årige træner.

Bestyrelsesformand Ivar Koteng beklager hans afgang.

»Eirik er en hædersmand, og vi er kede af, at han ikke har haft succes i Rosenborg. Han har en stor arbejdskapacitet og har fremdeles meget at tilføre norsk fodbold,« siger han.