Svenske Victor Lindelöf skal fremover tørne ud for Manchester United, og med sig til England tager han selvfølgelig også sin kæreste, Maja Nilsson. Noget der er populært hos de mange engelske fans, der er særdeles glade for den svenske kvindes udseende, og nu stjæler hun opmærksomheden endnu engang.

Maja Nilsson arbejder til dagligt med marketing, og så er hun blogger hos mediet femme.se. Derudover er hun - udover at være smuk - meget aktiv på Twitter, hvor hun i den grad viser sin humoristiske side frem.

Noget, der er blevet bemærket af blandt andet det norske forum for Manchester United-fans, der skriver, at vil man vide noget om Victor Lindelöf og 'udfordringerne' i parforholdet, skal man bare følge Maja Nilsson på de sociale medier.



For den svenske fodboldspiller får ofte nogle ord med på vejen, som dog efter alt at dømme selvfølgelig er sagt med et glimt i øjet.

Det var blandt andet tilfældet tilbage i januar, hvor Victor Lindelöf havde fået til opgave at tage billeder af kæresten.

Noget, fodboldspilleren ikke ligefrem mestrede til perfektion.

'»Jeg tror det blev lidt for mørkt«,' sagde Victor efter at have taget outfitbillede af mig. Ja elskede, det tror jeg også,' lyder det fra Maja Nilsson, der faktisk knap kan ses på det billede, hendes udkårne har taget af hende.

Lørdag aften, efter det var offentliggjort med Lindelöf til United, delte hun endnu et billede på sin Twitter-profil. Et opslag der fik over 1.000 'likes'.

'Victor er i VIPen på Summerburst (musikfestival, red.) og ser Bieber. Mig finder I på karaokebaren Cinderella i aften. Det handler om balance,' skrev hun.

Derudover får hun også gjort lidt grin med sin kærestes talenter - eller måske mangel på samme.

'Længtes efter den dag Victor kan gøre noget uden min hjælp,' skriver Maja Nilsson i et opslag, hvor hun har delt en video af sin kæreste, der har mere end svært ved at få et prismærke af sit nye tøj.

Heller ikke indkøb er tilsyneladende Victor Lindelöfs stærkeste side. I hvert fald er Maja Nilsson ikke helt tilfreds med de varer, han er kommet hjem med.

'Når man beder Victor købe bananer, og han kommer hjem med de her,' lyder et opslag på Twitter ledsaget af mange bananer, der er enten grønne eller fyldt med brune pletter. Til stor morskab for hendes mange følgere på det sociale medie.

Og de mange tweets falder i god smag hos flere verden over.

'Anbefaler at følge Victor Lindelöfs kæreste, Maja Nilsson. Twitter er som skabt for hende. Dame med humor!,' skriver en blandt andet.

Og det er ikke kun blandt svenskere, at Maja Nilsson er en populær kvinde. Også de engelske fans vil se mere fra hende.

'Vær sød at tweete på engelsk, du er hylende morsom,' lyder en opfordring, mens en anden følger indrømmer, at hun er en større fan af Maja og Victor - særligt førstnævnte - end hun er af den berømte Kardashian-familie.

Victor Lindelöf blev bekræftet som ny Manchester United-spiller 9. juni, og hans - nu tidligere - klub Benfica bekræfter, at den svenske forsvarsspiller har kostet hele 260 millioner kroner.