Morten Olsen vil ikke svare Erik Hamrén igen, men Daniel Agger giver den svenske landstræner ret. EM uden Danmark vil være en katastrofe.

Nabokrig. Nordisk brag. Slaget om Norden. Kald det, hvad du vil. Der skulle ikke meget mere end det første pressemøde til, inden den svenske landstræner Erik Hamrén lagde pres på danskerne inden de afgørende EM-playoffkampe.

En ’KA-TA-STRO-FE’, mente han i går, at det vil være, hvis Danmark ikke kommer med til EM. Og det var med stort tryk på ordet, at han leverede det første punch mod Morten Olsen og det danske landshold.

 

Men Olsen greb ikke Hamréns forsøg på at lægge presset over på danskerne, da landsholdet havde første træning mandag i Helsingør.

»Jeg har ingen kommentarer til det. Det må stå for hans regning, så jeg har ingen kommentarer. Det ville være naturligt at svare igen, men det gør jeg ikke.«

Hvorfor vil du ikke det?

»Skal jeg også svare på hvorfor ikke? Hvis jeg siger, jeg ikke har nogen kommentarer? Okay,« svarede Olsen lettere vrissent igen.

Landsholdets anfører, Daniel Agger, var mødt op i landsholdslejren med et blåt øje efter mødet med Federico Santanders albue i søndagens københavnerderby mod FC København. Men han ville ikke begive sig ud i en boksekamp med svenskerne. I stedet greb han Hamréns presbold. For selvfølgelig skal Danmark til EM.



»Det har han ret i. Det ville jeg også sige. Vi går 100 procent efter at komme med til EM, og for mig er der ikke noget andet alternativ. Vi tænker ikke de tanker. Vi fokuserer på at nå vores mål. Og når vi ikke det mål, kan man godt sige, at vi har fejlet. Hvis du tager en tur over til Sverige, vil jeg vædde med, de siger de samme ting, som jeg gør. De vil også være skuffede og frustrerede, hvis de ikke kommer med til EM,« lyder det fra Agger.

Unge Pierre-Emile Højbjerg smed dog bolden fluks tilbage til svenskerne:

»Hvad var det, Zlatan (Ibrahimovic, red.) sagde før VM i 2014? En slutrunde uden Zlatan er ikke værd at se uden ham. Jeg tror mere, at det for svenskerne og Zlatan vil være en katastrofe. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være en større katastrofe for os.«