4.000 løbeglade mennesker skulle have nedlagt et halvmaraton i Peterborough søndag.

Men sådan blev det ikke, for løbet blev aflyst på grund af 'en mistænkelig mand'.

Det oplyser løbsarrangøren selv på Twitter og henviser til en pressemeddelelse fra politiet i Cambridgeshire.

»Vi fik et opkald om en mand, der opførte sig mistænkeligt omkring Alexandra Road i morges, hvilket betød, at Great Eastern-løbet blev aflyst,« lyder det fra politiet i en lang tråd på Twitter.

De understreger, at de tog sagen meget alvorligt.

»Især når man tager tidligere hændelser her i landet i betragtning, og som følge af det rykkede vi ud. Efter at have undersøgt sagen grundigt er det vores opfattelse, at vidnet handlede i god tro, men vedkommende har misforstået situationen,« skriver politiet.

En af dem, der skulle have løbet, var Dan Vajzovic, der arbejder hos politiet, og han fortæller, at han ligesom mange andre havde brugt penge på løbet og havde glædet sig.

Han var klar til at nedlægge de 21,1 kilometer.

»Jeg ved, at aflysningen har været ekstremt frustrerende for alle involverede. Men det var den rigtige beslutning fra arrangørernes side at aflyse løbet. Sikkerhed er det allervigtigste,« siger han.

Arrangøren skriver på Twitter, at alle løbere får deres penge tilbage, og at beslutningen blev taget for deltagernes skyld.

»Vi tog beslutningen om at aflyse på grund af vores deltageres sikkerhed. Politiet blev informeret om, at en mand opførte sig mistænkeligt tæt på ruten,« skriver Great Eastern Run, der aflyste, en halv time efter løbet skulle starte.

Præcis hvad manden, der blev ringet om, gjorde eller sagde, fortæller politiet ikke.