Eden Hazard har måttet ryg til mange verbale stryg, efter han i pausen mellem Chelsea og PSG valgte at bytte trøje med parisernes argentinske stjerne, Angel di Maria. Men nu kommer holdkammeraten Branislav Ivanovic belgieren til undsætning.

For andet år i træk røg Chelsea ud af Champions League efter et sammenlagt nederlag til PSG, og belgiske Eden Hazard blev buhet ud af banen af tilskuerne på Stamford Bridge. De var hverken imponeret over hans indsats eller over, at han valgte at bytte trøje med di Maria undervejs.

Og den tidligere Manchester United-anfører Roy Keane, der nu er TV-ekspert, rasede over Hazard:

»Jeg er ikke bange for at kommentere det her: Det er slemt nok at gøre det efter kampen, men i pausen? Det er chokerende,« sagde Roy Keane.

Men Hazards indstilling fejlede ingenting. Det forsikrer holdkammeraten Branslav Ivanovic, som oven i købet kan afsløre, at belgieren stillede til start, selvom han havde en hofteskade.

»Det er ikke en undskyldning, men folk bør huske på, at han startede i kampen, selvom han var skadet. Viser det hvor dedikeret han er? Ja. Selvfølgelig er fansene ikke glade, når man taber en kamp. Men efter min mening så var det en af hans (Hazard, red.) bedste præstationer hidtil. Han var stærk og hurtig. Han ville gerne score, og han havde et par aktioner, hvor han så ud lige som sidste sæson,« sagde Ivanovic til Evening Standard.