25 fodboldspillere fik angiveligt dispensation til at bruge forbudt medicin under VM i Sydafrika i 2010.

London. Den russiske hackergruppe Fancy Bears har igen fremlagt dokumenter, der beskriver professionelle sportsudøveres personlige forhold.

Denne gang drejer det sig om i alt 25 fodboldspillere, der angiveligt fik lov til at tage medicin, der ellers er forbudt, under VM i Sydafrika i 2010.

Der er tale om dokumenter, der viser, at spillerne hver især har fået en såkaldt TUE (therapeutic use exemption).

En TUE er en dispensation, der giver sportsudøvere lov til at benytte visse stoffer, der står på dopinglisten.

Argentinerne Carlos Tévez og Gabriel Heinze samt hollænderen Dirk Kuyt og tyske Mario Gómez er blandt de spillere, der bliver nævnt.

Det er ikke unormalt, at spillere får dispensation til at tage medicin, som ellers ikke er tilladt.

Blandt andet kan visse typer medicin tillades, hvis en spiller for eksempel lider af astma.

Blandt de lækkede dokumenter er e-mails fra højtstående medarbejdere i Det Engelske Fodboldforbund, FA, til Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

FA skriver i en pressemeddelelse, at det er "skuffet over, at strengt fortrolig information er blevet udgivet i offentligheden".

Fifa skriver på samme måde i en pressemeddelelse, at der er tale om et angreb på spillernes privatliv.

- At udgive sådanne informationer er et klart brud på sportsudøvernes privatliv. Det udgør en trussel mod kampen for at komme doping til livs, står der i Fifas meddelelse.

Fancy Bears har flere gange lækket fortrolige dokumenter om sportsudøvere.

Stjerner som tennissøstrene Serena og Venus Williams fik sidste år lækket data.

Det samme skete for en række danske atleter, blandt andre OL-guldvinderne Pernille Blume og Casper U. Mortensen.

Begge har tilladelse til at bruge medicin, fordi de har astma. Der optræder ingen danske navne i det seneste læk fra Fancy Bears.

/ritzau/