Presset på Manchester United og manager Ruben Amorim er enormt efter en haltende sæsonstart, men lørdag pligtsejrede holdet sig til tre point.
I en ganske kontrolleret optræden sørgede United for fuldt pointudbytte med en 2-0-sejr hjemme over oprykkerne fra Sunderland på et regnfuldt Old Trafford.
Den underpræsterende storklub havde inden lørdagens sejr blot hentet syv point i de første seks ligakampe efter sommerferien. Det rakte til en 14.-plads i tabellen.
Med lørdagens Premier League-sejr rykker klubben aktuelt op som nummer otte. Sunderland har et point mere på sjettepladsen.
Værterne afgjorde løjerne i en solid første halvleg med kvalitet og kynisme i offensiven.
United-mandskabet kunne allerede samles til fællesjubel i den silende regn efter otte minutter, da Mason Mount med en flot detalje bragte de røde djævle i front.
Den engelske offensivspiller tæmmede et indlæg, og i samme bevægelse sparkede Mount 1-0-målet i kassen.
Efter en halv time fordoblede værterne føringen på Old Trafford, da spydspidsen Benjamin Sesko var hurtigst over en nedfaldsbold tæt under mål.
Landsholdsspilleren Patrick Dorgu kom ind for storklubben til den sidste halve time. Herfra var de rødklædte i mere eller mindre total kontrol og styrede sejren i land.
I den engelske hovedstad snuppede Arsenal i samme stil en sejr på 2-0 over West Ham.
Med de tre point stryger Arsenal til tops i Premier League og lægger pres på Liverpool, der senere lørdag krydser klinger med Chelsea på udebane.
Landsholdsspillerne Christian Nørgaard og Mads Hermansen så hele opgøret på Emirates Stadium fra hver deres udskiftningsbænk for henholdsvis Arsenal og West Ham.
Arsenal dominerede som vanligt og gav ikke West Ham mange passager med bolden i egne rækker.
Alligevel gik der små 40 minutter, før holdet på hjemmebanen i det nordlige London tog føringen.
Alphonse Areola i West Ham-buret reddede et forsøg, men bolden strøg direkte ud for fødderne af Declan Rice, der sikkert bragede bolden op i nettaget.
Det var også i svigende sikker stil, da Arsenals Bukayo Saka omsatte et straffespark til en 2-0-scoring med knap 20 minutter tilbage, og så var missionen for alvor svær for West Ham.
/ritzau/