I en periode på ti år var han én af verdens allerbedste spillere – og verden over er han stadig kendt som 'fænomenet'.

Men hjemme i Brasilien er begejstringen for Ronaldo – altså ikke Cristiano, men den brasilianske Ronaldo – ret afdæmpet.

Det afslører hans tidligere holdkammerat på det brasilianske landshold og i italienske AC Milan.

»Det er underligt at sige det, men mange brasilianere holder ikke med Brasilien,« fortæller Kaka i et interview med den Qatar-ejede tv-stadion Bein Sports.

Ronaldo og Kaka i deres storhedstid på det brasilianske landshold.
Ronaldo og Kaka i deres storhedstid på det brasilianske landshold. ANTONIO SCORZA

»Hvis du her i landet ser Ronaldo komme gående, så vil du tænke 'wow, han er noget ekstraordinært'.«

»I Brasilien er han bare en fed mand, der kommer gående,« lyder den hårde melding fra Kaka – der dermed adresserer, at Ronaldo er blevet en smule mere fyldig efter karrierestoppet.

41-årige Kaka, der i 2007 modtog Ballon d'Or, understreger, at Ronaldo stadig har fans i hjemlandet.

»Selvfølgelig er der mange brasilianere, der elsker Ronaldo – jeg elsker Ronaldo – men der er forskel på, hvordan han bliver respekteret i udlandet kontra i Brasilien. Jeg oplever mere respekt for ham uden for landet.«