Dommen er hård fra klubbens tidligere topspiller:

»Schmeichel har været en målmand i topklasse, men han er ved at blive en belastning,« lyder det på X fra Chris Sutton.

Ordene falder efter en torsdag aften, hvor den danske landsholdsmålmand havde en rædselsfuld aften for sin klub, Celtic, i Europa League.

I 1-4-nederlag på hjemmebane til tyske Stuttgart var Kasper Schmeichel impliceret i mindst to mål – hvorefter han mod slutningen af kampen blev buhet ud af dele af sit eget hjemmepublikum, hver gang han rørte bolden.

Og hos Scottish Sun er ordene kontante efter indsatsen:

»Schmeichel var tidligere en topklassemålmand. Ikke mere,« lyder det efter kampen:

Her påpeges det, at han tydeligvis ikke længere har nogen form for smidighed. Og at han bærer sin fodboldstøvler, »som var de dykkersko« – altså særdeles tunge.

»Det er ikke til at komme uden om, at han er blevet en belastning for et hold, der har for meget på spil,« vurderer mediet:

»Og man spekulerer på, hvor længe det kan få lov til at fortsætte.«

Hos The Scotsman får Kasper Schmeichel den laveste karakter af alle Celtic-spillere, et 3-tal.

Kasper Schmeichel bliver passeret i kampen mod Stuttgart.
Kasper Schmeichel bliver passeret i kampen mod Stuttgart. Foto: Robert Perry/EPA/Ritzau Scanpix

»Listen over hans fejl er virkelig blevet lang i denne sæson, og han var endnu en gang skyld i åbningsmålet, mens han heller ikke gjorde væsen af sig ved det tredje mål,« lyder det:

»Han var tidligere en dygtig målmand, men Kasper ligner i dag et spøgelse af sit tidligere jeg. Hjemsøgt.«

Internt blev den danske målmand efter kampen taget i forsvar af Celtic-anfører Callum McGregor:

»Alle begår fejl. Alle har aftener, hvor det går galt,« sagde han ifølge Sky Sports:

»Kasper har været fantastisk, siden han kan til klubben, og har haft en stor andel i succesen. Han har også været en stor, stor spiller for os i omklædningsrummet,« lød det:

»Han vil børste det bort og komme tilbage. Vi står sammen – og vinder som et hold og taber som et hold.«

 Celtic-træner Martin O'Neill var ikke imponeret over de tilskuere, der buhede af Kasper Schmeichel:

»Enhver, der synes, at det var en god idé, bør have deres hoveder undersøgt,« sagde han efter kampen:

»Uden tvivl. Det sender det helt forkerte signal. Kampen var hård nok i sig selv.«

Der er returkamp mod Stuttgart i Tyskland i næste uge, men inden er der på søndag ligakamp mod Hibernian.