»Han var ikke til at kende.«

Sådan lyder dommen over Christian Eriksen fra den tidligere Tottenham-stjerne Jermaine Jenas til engelske B.T. Sport.

Det skriver flere engelske medier, herunder Daily Mail.

Onsdag aften spillede Tottenham 2-2 mod Olympiakos, og her gjorde den danske landsholdsstjerne sig bemærket. Desværre – set med danske briller – ikke på den positive måde.

»Der var nogle øjeblikke, hvor du kunne se, manageren kiggede og tænkte 'vi er nødt til at tage ham ud',« sagde Jermaine Jenas.

»Alle spillere kan spille dårlige kampe, og han har spillet mange gode for Tottenham i løbet af årene, men han skilte sig ud, fordi han spillede så skidt. Alle de simple ting gjorde han forkert, og det er bekymrende. Han så bare rystet ud,« lyder det fra Jermaine Jenas.

Og han er ikke den eneste, der kritiserer danskeren efter onsdagens optræden. I engelske The Sun får danskeren karakteren 3 ud af 10 – vurderet som den dårligste af alle – samt nogle hårde ord med på vejen.

'Helt forfærdelig. Tog elendige beslutninger hele vejen igennem, sløsede afleveringer og ikke den standard, han normalt lever op til. Han smed bolden væk på kanten af eget felt, hvilket gav et straffespark, som hjemmeholdet udnyttede. Chokerende, at han blev på banen alle 90 minutter,' skriver mediet.

Netop det straffespark, som danskeren var involveret i, endte med at koste Tottenham sejren og alle tre point.

Christian Eriksen skiftede til Tottenham i 2013 efter at have været i Ajax, og i det netop lukkede transfervindue var danskeren et af de helt store navne, der gik igen og igen. For skulle han blive i Tottenham, eller var det tid til at finde en ny klub? Det endte med det første, men længe blev Real Madrid nævnt som bejler til danskeren.

Og i midten af september skrev Torino-avisen Tuttosport så, at Juventus-ledelsen havde udtænkt en plan, så de kunne lokke Eriksen til Italien, når næste transfervindue åbner til vinter. Det skulle ske som led i en byttehandel, hvor de så ville sende den argentinske angrebsstjerne Paulo Dybala den anden vej.

Om det sker, må tiden vise. Lige nu har Eriksen – i hvert fald – endnu et efterår at spille i England.