Cristiano Ronaldo er flittig til at opdatere sin store følgerskare på sociale medier.

Men en superstjerne som ham må lægge ører til lidt af hvert, når han poster billeder.

Senest er han blevet gjort til grin på sit seneste opslag på Instagram, hvor han poserer i et silkeblødt sæt fra Louis Vuitton på en drømmeseng på sin enorme yacht, mens solen er på vej ned i horisonten.

Bettingfirmaet Paddy Power er blandt dem, der håner superstjernen på Twitter, hvor de skriver, at Ronaldo ligner en mand, hvis 'bedstemor har insisteret på at tage et foto af ham i sin nye pyjamas, som hun lige har købt til ham i fødselsdagsgave'.

Men det er ikke kun Paddy Power, der er ude med riven. Flere fans kommer ifølge The Sun også med kække kommentarer:

  • Jeg sværger, min mor har det samme på.
  • Det ligner Manchester Uniteds nye tredjetrøje.

Cristiano Ronaldo mangler ikke penge til at købe flere mærkevarer. Ifølge Forbes' seneste liste over de rigeste fodboldspillere tjener han alene i år cirka 735 millioner kroner på løn og sponsoraftaler.

Han nyder i øjeblikket de sidste dage i rolige omgivelser, inden han sammen med resten af Juventus-holdet sparker den nye Serie A-sæson i gang på lørdag, når Juventus får besøg af Sampdoria.

Han har dog allerede markeret sig i dette efterår, da han i sidste uge noterede sig for mål nummer 100 for Portugal. Han scorede begge mål, da Portugal vandt 2-0 i Sverige.