Fra Brøndby til Liverpool.

Mickel Lauritsen, der har været sikkerhedschef i Brøndby IF siden 2013, rykker til Premier League og Liverpool. Det skriver den danske klub på sin hjemmeside.

»Min tid her har budt på mange utrolig spændende opgaver og mange stunder med holdet, fansene og mine kolleger, som jeg aldrig vil glemme. Livet i en fodboldklub er præget af modgang og medgang, men jeg er især glad for den stærke dialog, vi har fået, og som vi i dag oplever mellem fans og klub,« siger Mickel Lauritsen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

»Liverpool FC er ligesom Brøndby IF en klub, der står for loyalitet, fællesskab og arbejdsomhed. Det er en mentalitet, der passer godt til mig som person, og jeg er meget stolt over at skulle repræsentere en så historisk og fantastisk klub, som Liverpool er.«

Som Lauritsen er inde på, har hans arbejde blandt andet bestået i at føre en dialog med de blågule fans, og de og mange andre egenskaber skal han nu bruge i verdens største og mest eksponerede fodboldliga, Premier League.

Bare fordi at han har arbejdet i en mindre liga end den bedste engelske, betyder det ikke, at han har kedet sig - der har været nok at se til i sikkerhedsafdelingen. Ikke mindst ved det seneste møde med FC København på Brøndby Stadion, hvor gæsternes fans gik amok kort tid efter Simon Tibblings scoring til 1-0 i kampens afslutning.

Dermed følger han i fodsporene på Daniel Agger, der lavede præcis samme skifte, bare tilbage i 2006. Agger havde siden otte succesfulde år i Premier League-klubben, inden han rykkede tilbage til Vestegnen i København.

Om Lauritsen en dag vender tilbage til Brøndby igen lige som Agger, må fremtiden vise, men for nu er fokus rettet på første arbejdsdag i begyndelsen af september.